Lektor Thåsen.
Jeg læste engang om en blomst, der stod
afsides, bleg og bæved på sin rod;
ti fjæld-naturens ringe kraft
gav sparsom saft
og neppe farve.
Da en botaniker fik blomsten se,
han udbrød glad: o, den må gives læ;
den må som frugtbart livsens-ord
i sol-varm jord
til tusen blive!
Men som han tog den op med mulden om,
en sælsom blinken over hånden kom;
- ti der hang guld-støv ved dens rod;
se, blomsten stod
på store gruber!
Og egnens ungdom ilte alle frem
til under-stedet; ti det ante dem,
at her lå landets fremtids-skat;
et blink i nat
fra Gud var blomsten! - -
Ak, dette husked jeg, da jeg fornam,
at livets Herre havde løftet ham
fra fjældets kulde, vintrens slud,
at foldes ud
i evig varme.
Ti der den bunded, denne livsens rod,
det tindrer, blinker! Se, den løb imod
de store visdoms-grubers schakt
guld-årers trakt
i tanke-dybet.
Nu, da han løftedes, for lys er bragt
den herlighed, hvorved han tro holdt vagt.
Vor fortids tanke-skat er der,
og der er skær
af fremtids rigdom.
Kom, landets ungdom: grav metallet frem,
hvis støv ved blomsten hang, der bares hjem!
- Til eder, eder var han bud:
fri længseln ud,
han drømte over!
av Bjørnstjerne Bjørnson.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer