Cantate afsjungen i det norske studentersamfund den 7de novmeber 1826

Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søk

  Lunden er mørk -- Tungsindighed bygger
  helst under Træernes mørke Skygger,
  naar Nattens Søn med det dunkle Øie
  -- Morgentaagen -- i Træers høie
  luftige Kroner sin Vinge slaaer,
  og Graad i Violens Øie staaer.


Chor


  Vi sadde saa under Lundens Grene
  -- kold var ei Taagen: om Venskabsflammen
  vi stode tilsammen;
  men Venskab i Træernes Skygge stod ene.

  Venskab er skjønt, som himmelblaa Vande,
  hvori, liig rødmende Møe paa Strande,
  sig Hjertet speiler; -- men mørkt de rinde,
  naar ikke Solen fra Østens Tinde
  glider, som Freya paa Vandets Speil
  i Rosenkalksnekke, Purpurseil.


Chor


  Nævn Straalen, der flyver høit henover
  Venskabets Bølger: paa Rosenvinger
  sig rødmende svinger
  med Skinfaxes Flugt over Venskabets Vover!

  Lunden er mørk -- thi Kronerne kneise,
  liig naar de Hære i Mulmet reise
  de sorte Bann're; men -- funkler Solen:
  flygter Taagen og blid Violen
  leer; mens de Fugle i Hallen grøn
  i Sangen mon hilse Straalen skjøn.


Chor


  Nævn Straalen, der flyver høit henover
  Lundens Kroner: paa Rosenvinger
  sig rødmende svinger
  mod Lunden, hvor Fuglesang Solstraalen lover!

  Straalen, i Lundens Hjelmbuske flammer,
  spreder sin Glands blandt de dunkle Stammer,
  hvor Venskab taust -- ak! stod under Grene
  -- blandt de Mange det fandt sig ene,
  indtil i Skoven lød Fuglesang --
  er Lyraens Datter Harpeklang!


Chor


  Hun Hjerter med Rosenlænker binder:
  Venskabet taust er ei meer; thi sprunge
  fra Lyraens Tunge
  ei Brødrenes Glæder og Fortids Minder?

  Lette de Toner flagre i Hallen!
  snart som en Skygge, der steg fra Valen,
  og glæder Ungdommens Mod! de dandse
  liig en Zephyr paa Engens Krandse!
  Epheuen liig, der om Ranken groer,
  de snoe sig om Os ved Vennebord!


Chor


  Ei Elskoven glemme Lyrens Tone!
  mindes den Tid, da vor Ungdom gløder
  liig Birk, naar røde
  de Morgenstraaler høit flamme i Krone!

  Skjønt er det Baand, som Tonerne binde:
  Hjertet de aabne, som Foraarsvinde
  den lukte Blomst. Som en elsket Pige
  Musen være! din Priis skal stige
  frydfuld paa Tonernes Vingeslag,
  liig Duen mod Himlens hvalte Tag!


Chor


  Og: Held Dig, Du Kunstens Ven! som fører
  ind i vor Hal -- liig en Brudgom sin Qvinde --
  de Toner, som rinde
  -- liig Kilden blandt Blomster -- fra Harpe, du rører!

av Henrik Wergeland.




Skriv noe positivt og fornuftig
Alle fornuftige kommentarer er varmt velkommne her på Norske Dikt. Dersom De ikke er hypp på å skrive anonymt kan De registrere Dem og/eller logge inn. Det er ekstra gratis.