Da isen gik op

Inde ved land rundt de store stener
       er aapent vand.
Slapt speiler sig der i drøm og vemod
       litt kveldsolbrand.
       
Længer derute, hvor sol og vaarvind
       en raak har slaat,
plasker i fred et par unge ænder
       og har det godt.
       
Her sat med hodet jeg gjemt bak vingen
       en vinter lang.
Ensomhets kval! Uværdige minders
       fordømte tvang!

Nu aander atter et drag mot luften
       av vaarlig gry.
Ak, den som kunde i kveld begynde
       et liv paany!
       
Lutende tung, men snebar staar skogen
       i øde ro.
Det er, som brat den har glemt at suse,
       har glemt at gro.

Her sat med hovet jeg gjemt bak vingen
       i mørkeskjul.
Ensomhets kval. Fortærende inder.
       En hisset fugl!

Op jager med det midt syke hjerte
       med storm av ild:
Bort om det saa fører bent til avgrunds!
       Jeg maa. Jeg vil.
       
Bort om det saa fører bent til avgrunds,
       til sorg og skam!
Hellere en av de vilde fugler
       end blot en tam!

Fjernfra jeg hører et rop i luften.
       Hvem haldte vel?
Unge, motstridige kræfter er det
       dypt i mig selv.