Ind under løvet -

Men under løvet springer solskinsflekker.
Jeg sitter paa min bænk og følger én,
som har forgjort en mosgrodd, knudret sten.
Det er mot kveld, da skyggerne sig strækker.

Det er mot kveld, da skyggene staar lange.
Jeg sitter som saa ofte paa min bænk
og husker fjernt et litet, gyldent stænk,
som jeg var dum nok til at ville fange.

En solskinsflek, som lekte i det grønne,
som gjorde sort til hvitt av lyst, paa trass -
Jeg vet, jeg var dit hjertes narrifas,
du altid skiftende, du altid skjønne!

Min sten til hjerte, som stak op av gruset,
fik du, min lille solskinsflek, forgjort.
Saa mørknet det. Du skrumpet ind, gled bort . . .
Jeg lytter tankefuld til aftensuset.