Da norge ikke vilde hjælpe.
Når siden du sejler i Kattegat
og gennem Belt,
du finner ej mere den danske fregat
med rød-hvidt felt,
du hører ej mere kommando-ord
i Vessels sprog,
ej al den livsalige sang ombord
bag Danebrog.
Du møder ej latter, du ser ingen dans
under hvide sejl,
du følger ej kunstens langt viftende krans
om mast og spejl.
Men alt, hvad vi ejede der ombord,
til havs er sat,
hvert skjold og hvert minne i dybet det fór
en vinter-nat.
Det var i den samme, fregatten skød
under Norges land
nød-skud på nød-skud, mens sjøen brød
med tang og sand,
en båd sattes ud for at hjælpe dem,
men vendte mod havn, . . . .
da drev fregatten mod Tyskland frem
og brød sin stavn!
da fløj ifra borde hver stump af vort,
hvert slægtskabs spor,
det hivdes i havet, det ryddedes bort
med forbandelsens ord!
Den nordiske løve, den gamle grå
gallions-figur,
den hugdes istykker, fregatten lå
som en nedskudt mur.
Den sattes i stand, og den sattes ud
ved Tysklands fod,
men sort-gult var flaget, en ørn slog ud,
hvor løven stod.
Da atter vi sejled i Kattegat
det var så tyst,
der lå kun en tysk admiral-fregat
under Skånes kyst. - -
av Bjørnstjerne Bjørnson.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer