Den ærefulde fattigdom
Lud ei med Hov'det, Fattigdom med Ære!
Men Skam og alt det Trællen har fortjent.
For alt det Vi nok fattige tør være.
Vor Slid og alt det bliver ubekjendt.
Men Rang og alt det Pral og hele Pynten
paa Verdens Jammer er, endskjøndt for alt
det gaaer, for alt det, Præget kun paa Mynten.
En Mand for alt det er dens Guldgehalt.
For alt det, skjøndt af simpel Kost vi leve,
for alt det slide Kofter graae -- velan!
Lad Sybariten i sin Silke bæve!
En Mand, for alt det, bliver dog en Mand.
Hvad rager os den Glands, man Narren giver?
For alt det, lad kun Skurken leve flot!
En ærlig Mand, om noksaa fattig, bliver,
for alt det, stedse Menneskenes Drot.
Du seer hiin Laps, som man en Herre kalder?
Hvor stjernedækt som Himlen Nattestid!
Skjøndt Hundreder for ham i Støvet falder,
har Han, for alt det, ikke Mandevid.
Lad kun hans Baand og alt det paa ham hænge,
og er der Plads, saa gid han faa sig fleer!
En uafhængig Mand skal ham ei trænge.
Paa alt det seer han kun og leer og leer.
En Konge Riddersmænd kan fabrikere,
og Grever med og alt det, om han vil!
men ei en Mand af Ærlighed og Ære.
Ved Gud! hans Magt ei strækker sig dertil.
Skrab ud! skrab ud for deres Værdigheder!
Respekt for alt det, alt det! dybt dig bøj!
Forstandens Marg og Dydens stolte Hæder
en Rang for alt det eier mere høj.
Det er en Bøn fra alle vore Sjele,
at komme maa for alt det som det vil,
at Ret og Dyd maa vinde over hele
vor Jord den Sejer, som dem hører til.
For alt det, alt det jeg den Spaadom vover,
at den for alt det komme vil engang,
at alle vorde Brødre Verden over
som Vi, der sjunge ærlig Armods Sang.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer