Den fattige fader
Jeg veed jeg er en fattig Mand;
Slæng hid en Skive kun!
Den putter jeg i Dødens Mund;
saa sparer han mig sultne Hund
en Stund.
Ja fattig -- oh, Gud bedre os!
Det ofte er forsæt.
Men Kongens Sind er ei saa let
som mit, naar jeg har rigtigt ædt
mig mæt.
Dog kan jeg svelte som en Hund,
naar Børnene kun har.
Jeg spiser efter dem, og bar
taalmodigt, om der intet var
til Far.
Hvor arm jeg er, det seer jeg godt
i Manges kolde Blik.
Dog Avindsøies Øglestik
forgifter ei den Mad og Drik,
jeg fik.
Hvor arm jeg er, jeg hører tidt
af Mines Hungerskrig.
Ha, giv mig Arbeid, er du riig!
Min Broder, gjør ei Ulv af mig
mod dig!
Mon Træet Tørsteskrig har hørt
fra sine Rodskud? Thi
det Regnen drak med Raseri,
at lædske sine tørre Skud
deri.
Mon Ørnen hundred Mile fra
seer Ynglens aabne Neb?
Thi, ha Guds Blod! hvad Vildt den greb!
Med Vellystskrig den tog en Hjort
paa Slæb.
Men jeg ei havde Træets Sjel
og Ørnens Hjerte ei,
hvis jer, I stakkels Unger, jeg
lod sulte -- nei! O, sulte? Nei!
o Gud!
Jeg trælle vil fra graaligt Gry
til seent paa Qvel for jer.
Det er jo heller ikke meer
end Ørnen gjør, saa vild og grum
den er.
Den kløver taarnte Skyers Lag
fra yderst Nord til Syd.
Og da? -- ak det er neppe Dyd,
for Børn at trælle Dagen lang,
men Fryd.
Og naar jeg mættet har de Smaa
med Brød, jeg tvang af Steen:
saa glad som lædsket Træ sin Green
jeg løfter Arm til Bøn og Daad
igjen.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer