Den hvide, røde rose.
Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søk Den hvide, røde rose,
så kaltes søstre to, ja to.
Den hvide var så stille,
den røde altid lo.
Men omvendt blev det siden, ja,[1]
ti så kom friertiden, ja.
Den hvide blev så rød, så rød,
den røde blev så hvid.
Ti ham den røde elsked,
ham vilde far ej ha, ej ha.
Men ham den hvide elsked,
han fik på timen ja.
Den røde, ak, hun falmer, ja
med suk og sorg og salmer, ja.
Den hvide blev så rød, så rød
den røde blev så hvid.
Nej, så blev far, skam, bange,
og måtte til med ja, å ja!
Og så klang glade sange
til bryllops-skud, hurra!
Og snart sprang mindre roser, ja
på sko og bitte hoser, ja.
Den rødes, de var hvide, - men
den hvides alle rød'!
Merknader[rediger]
- ↑ Dette "ja" skal kastes let ud og i fistel-tone.
av Bjørnstjerne Bjørnson.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer