Det nye rum
Jeg er nu den mand, som ingen vet, hvor bor!
Ham kan intet hænde, ham kan ingen naa.
Gaar han sine tause, besynderlige turer
vender han tilbake til det samme stumme rum!
Ingen kan ha rørt ved hans saker og hans bøker -
han maa være glad, om naturens egen vind
bare har rumsteret saavidt i hans papirer,
bare blaast et brevark fra bordet ned paa gulvet,
slik, at det ser ut, som om nogen har gaat ind!
Her kan intet hænde, brev kan ikke komme-
hændelser og haab er mægtig sluttet av!
Skuffelser og minder - her er alting omme,
i en panelerert, tapetseret grav!
Drømmende forgjæves skal mit øie lete,
lete efter sære nornehænders færd,
til tilsidst det spæde spindel paa tapetet
endelig er ældet til erindrings værd!
Alt, som blikket øiner utenfor min rute,
alleting er inde, men i mørket her,
her, paa haarde gulvet, lever jeg jo ute -
utenfor naturens solomsuste trær!
Som de skidne byers folk i orienten
slænger over muren det av dødt, de skyr,
føler jeg mig stundom liggende paa skrænten
som en ækkel bengrind av selvdødd dyr!
Sært at se en fremmed kvinde staa og lyse
foran vinduskorset i det øde rum,
men med ét ta til, forunderlig at fryse,
snu sig, og besé mig, forskende og stum!
Jeg er fri for tilsvar, ryster hodet bare, -
gransk meg ikke saan, sirene - jeg er glad!
Glad for det især: at slippe for at svare
dette, dine tanker vanskelig kan ta:
Efter store smerter valgte jeg det, kjære,
forat digtets slag skal falde mere tungt!
Magten min var jordtat, men ved her at være,
søkte jeg mig selv et utenjordisk punkt!
For mens du er vant, at le og vederkvæges
en elskers arme, salig og tilfreds,
vil en kjæmper sé, om jorden kan bevæges
fra et hjertes avgrund, utenfor dens kreds!
|
|