Til de dristige
Den, der følte al mangel
paa ret i livet —
den, hvis afmagt veiet
i fineste maal
sit eget mot andres — den,
det aldrig blev givet,
brutalt at bænde til fordel
vægtens naal — —
Den, som blyg og blek
og forundret savnet
rovdyrblodets flom
gjennem nerver og kjød
som aldrig forstod, at
eget nærvær gavnet,
og hørte sit navn bli
ropt, men aldrig lød — —
Den, hvis dypeste angst
var ordet chanse,
som bare af kuldskjær
kydskhet vinket af
hver kommende fryd paa
tyve skridts distance,
og følte sig altfor træt
for lykkens krav —
ham har naturen ramt!
Han smuldrer stille
som en forfalden mur i
aaens slam!
Ham gaar det ilde, helte!
Ham gaar det ilde!
Livets laveste alger
fraadser paa ham!
|
|