Fryvil
Smaa, vingede kryp sat tæt og nød,
i vinduskarmen og vildvin-nettet —
da kvelden kom, og jeg tændte mit lys,
ød mig naturen dette:
Svirrende, svingende, halvt fordægt,
myldret de frem af sommerskyggen,
en flammefortryllet vingeslægt,
fryvillen, møllen og myggen!
En gammel, forfærdelig natur
myrder i vidneløs nat
flyvende gjæster fra væg og mur
og havens blomstrende krat!
Det er, ved det evige, ikke let
at grunde denne gaade!
At øine skelet efter skelet
drysse som glødende traade —
at sitte en sensommernat paa lur,
og fatte, i spædt og smaat,
under naturen en unatur,
som gustner ens hjerte graat!
— — —
Men bi, til bare den store sol
faar ordne sin dag tilskue,
med fugler paa rede, bi i bol,
og vildvin-ild om min stue!
Alkjærlighet vidnes af hver en blomst,
det lykkes i alle viljer!
Se bibelløftets tilsynekomst
i stolte livsalige liljer!
Og høit over rose og liljevaand
staar himmelens sol og smægter,
og varmer yndig, i passe mon,
alle naturens slægter!
Men under dagen straaler et skin,
som nægter at gi rnit hjerte hvil,
hvor livets blekeste barn bys ind
til mord, til lykkens eget smil!
|
|