Det var slig en vakker solskinsdag.
(Af Arne).
Det var slig en vakker solskinsdag,
jeg kunde ikke være inne;
jeg rangled' tilskogs, la' mig att og bag
og vugged, hvad kom i minne;
men der krøb maur, og der stak myg
og klæggen var snøg og hvepsen styg.
"Kære, vil du ikke være ude i godvejret
da?" - sa' mor, hun sad og sang i svalen.
Det var slig en vakker solskinsdag,
jeg kunde ikke være inne;
jeg gik på en eng, la' mig att og bag
og sang, hvad som faldt i sinne;
da kom der orme, tre alen lang',
at sole sig lidt, - og jeg la' på sprang.
"I sligt velsignet vejr kan vi gå barfød," -
sa' mor, hun drog sokkerne af sig.
Det var slig en vakker solskinsdag,
jeg kunde ikke være inne;
jeg gik i en båd, la' mig att og bag
og lod den for strømmen rinne.
Men solen stak, så min næse sprak;
d'er måde med alt, og på land jeg trak.
"Nu er det vel dage til at få højet tørt i," -
sa' mor, hun slog i det med en rive.
Det var slig en vakker solskinsdag,
jeg kunde ikke være inne;
jeg kløv i et træ, det var andet slag!
der kunde jeg svalning finne.
Så dat en træåme ned på min hals,
jeg hopped og skreg; det var fanden til vals!
"Ja, skinner ikke kuen idag, så skinner hun
aldrig," - sa' mor, hun glante op i liden.
Det var slig en vakker solskinsdag,
jeg kunde ikke være inne;
så la' jeg på fossen i store slag;
der var nu vel fred at finne!
mens solen skinned, så druknede jeg, -
har du skrevet visen, så er det ikke mig.
"Bare tre slige solskinsdage, og alting er i
hus," - sa' mor, hun gik at rede sengen min.
av Bjørnstjerne Bjørnson.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer