Ingerid Sletten.

(Af Arne).

 Ingerid Sletten af Sillegjord
havde hverken sølv eller guld;
men en liden hue af farvet uld,
som hun havde fåt udaf mor.

 En liden hue af farvet uld,
havde hverken stas eller fo'r;
men fattigt minne om far og mor,
der skinned langt mer' end guld.

 Hun gemte huen i tyve år,
måtte ikke slide den ud!
Så bærer jeg den så glad som brud,
når jeg for alteret går.

 Hun gemte huen i tredive år,
måtte ikke skæmme den ud!
Så bærer jeg den så glad som brud,
når jeg for vor Herre står.

 Hun gemte huen i fireti år,
hugsede endnu på sin mor,
"vesle min hue, forvist jeg tror,
vi aldrig for alteret står."

 Hun ganger for kisten at tage den,
hjærtet var så stort derved;
hun leder frem til dens gamle sted,
da var der ikke tråden igen.

av Bjørnstjerne Bjørnson.

Sorter etter dato Sorter etter poeng

Slå på automatisk oppdatering av kommentarer

Du ignorerer forfatteren av denne kommentaren

Vis kommentar | Behandle ignoreringsliste

Anonym feiging (238b171e90)

for 41 minutter siden

Poeng 0

Da jeg var liten, elsket jeg at min far sang for meg. Han var veldig musikalsk og kunne alle versene på sangene han fremførte. En kveld ville jeg ikke sove, og han prøvde seg på en ny sang: Ingerid Sletten af Sillejord. Sangen går i moll, og det gikk ikke lang tid før tårene trillet fra øynene mine. Noe så ufattelig vakkert og skrekkelig trist. Far stoppet, og spurte om han skulle ta en annen sang? Nei, nei sa jeg. Syng den en gang til. I årevis var det favorittsangen. Det var helt greit om jeg begynte å gråte - det hørte liksom sammen med sangen... Dette hører med til vakre barndomsminner.

Permanent lenke | Svar

Skriv noe positivt og fornuftig

Alle fornuftige kommentarer er varmt velkommne her på Norske Dikt. Dersom De ikke er hypp på å skrive anonymt kan De registrere Dem og/eller logge inn. Det er ekstra gratis.