Efterretningen
. . . "Hvad rager dig det Kirketaarn,
o Efraim, min Mand?
Lad staae det Luftens Steenskelet!
Det staaer vel ei saa ganske ret;
dog staa i Aar det kan.
O stirr ei der ved Vinduet,
med Armen under Kind,
ud i den graa Septemberluft!
I Kamret er der Ambraduft
og Lampers Maaneskin.
Der staaer Divanen. Op til den
er Mirjams Harpe sat.
Kom! Aftnen ville vi forslaa!
Jeg tager mine Smykker paa
ifra min Brudenat.
Du fletter ind dem i mit Haar,
o Efraim, som da,
snart som en Kvast, snart som en Krands,
snart spredte ad som Duggens Glands,
i Vexel til og fra.
Og Mirjam hviler ved dit Bryst,
og Harpen op til mit.
Saa Aftnen ville vi forslaa.
Lad Kristenkirkens Taarn blot staae,
og see ei mere did!
Hvad gives mere stolt og haardt
end dette Spiir, hvis Fløi
isønderriver bløden Sky,
der vilde haste over By
til Ro paa fjerne Høi?
Hvor, i den graa Septemberluft,
tungsindigt mørk det staaer!
som om det Rod og Stamme er
til denne skumle Taage, der
saa lavt i Aften gaaer."
" -- Jeg tæller kun den Kraakeflok,
der flyver Taarnet om.
Den finder intet Fæste der.
Thi Taarnet ubarmhjertigt er,
som Kristnes Kristendom.
Jeg tæller dem, og tænker paa
Hvad nu i Norge skeer.
Der Jøden ei, som fremmed Gjæst,
faaer meer end Kragen Fodefæst
paa Kirketaarnet der.
Hvad Folket vil -- jeg ahner det --
er allerede gjort.
I Aften bringer Posten Bud.
Det banker . . Mirjam, se dog ud!
Det banker paa vor Port.
" -- Det var en Hund, som skrabed paa.
Den har ei Huus i Nat."
" -- Saa luk den ind, saa sandt vi veed,
at Jehovahs Barmhjertighed
ved Himlens Port er sat!
"Men Tys! Nu kommer Posten vist.
O Mirjam, se paany!"
" -- Det var en Fugl, som Ruden slog."
" -- Ve, Mirjam, om du ei den tog
da i dit Hjertes Ly!"
"Men hør! det banker atter paa.
Nu kommer sikkert En.
Nei bliv! Det var mit Hjerte blot,
der slog, som aldrig det har slaaet.
Nu Mirjam, se igjen!"
. . . Hvor flaggred Mirjams lange Haar,
det sorte, vildt og løst,
da ind hun treen, som om det vil
det Smertens Budskab dække til,
hun bærer ved sit Bryst!
Nu Efraim har læst det Bud,
som Mirjam har ham bragt.
O mild og stærk er Jødens Gud;
thi Mandens Vrede sluktes ud
ved fromme Tankers Magt.
Han reiser sig og peger paa
det Kirketaarn i Sky,
hvor Kraakesværmen hakker paa,
men kan ei Fodefæste faa
i Spirets glatte Bly.
Han tager Mirjams Diadem.
Da holdt han i sin Haand
en Million i Diamant,
en Melkevei af Perler og
Orions Stjernebaand.
Han tager Mirjams Diadem.
"O Mirjam, Hustru, se!
hiint Kirketaarn vil styrte ned;
det hælder, men kan reddes ved
to Stene eller tre."
"O send det Hele, Efraim,
til Kristenkirkens Præst!
Kun siig, at der paa Taarnet maa
for arme Kraaker aabent staae
et Hul i Øst og Vest!"
