Eilert Sundt

(Ved hans Grav, fra Kristiania Arbeidersamfund 18de Juni 1875.)

av Jonas Lie

Læg, Brødre, Egekransen ned
paa denne Borgers Kiste!
Giv lidt ham af den Kjærlighed,
som selv saa stort han viste!
      Mens her vi staar
      ved Sorgens Baar,
hans Tanker vokser i vor Vaar
som Blomst og Blad paa Kviste!

Et Lys er nu i Landet slukt,
som ledte i dets Kroge
og drog saa mangt ærværdigt, smukt,
af Almulivets Taage.
Med Pen og Mund
      saa mangt et Fund
i Folkelivets dunkle Grund
han tog med Syner kloge.

Den stille Gang i Folkets Vækst
hans Seerblik erkjendte,
det blev den store, rige Tekst,
hvorfor hans Hjerte brændte.
      Paa hans Befal
      de døde Tal
gav Billeder fra Fjeld og Dal,
hvori vort Land vi kjendte.

Han lærer, hvad Begeistringsmagt
i Mandens Virke veier;
hans Forskeraand har Guld os rakt,
som Norges Aand nu eier;
      den os oplod
      hin Fortids Flod
af stille Offre, Kraft og Mod,
som spaar vort Folk sin Seier.

Saa leved i hans Hjertes Slag,
du, Norge! indtil Døden;
sin Kraft til Dig, trods Nederlag,
han vied ufortrøden.
      Maa altid slig
      Du blive rig
paa Mænd, o Land! som offrer sig;
- thi Du har Mænd fornøden!

Læg Brødre, Egekransen ned
paa denne Borgers Kiste!
Det var et Liv i Kjærlighed
for Folket til det sidste!
      for sidste Gang
      vor Takkens Sang!
- den kommer fra Arbeiderns Trang,
han her en Ven forliste!