En sangfuld sommermorgen paa skreya
Hør Stella! Stella!
Et blaat Kjern nu øjner mig, Stella, paa Jagten ved
Ørkesløshed de lystne Jægre skuffe.
-- Ha, løb, feige Hare, og optænd ved Flugten de
tapre Lureres Tørst til Qvellens Bæger!
Min Sang kløver Dæmringen: Skjærsommersolen paa
Nordkap vajer nu rød som Norges Banner.
Og hist bøjer Søvnen en lattermild Fjeldgjentes
lange Øienhaar over tause Kinder . . .
(En Rad Natvioler, som over de søvnige
Roser praler, som Natten over Dagen.)
Et guult Haar om Panden er Sommerens Maaneskin,
som i Blomsternes Dugg sig stille bader . . .
O ligt selv en Dugg over Himlen, saa Stjernerne,
Liljer lige, bag Skyens Blade dukke.
Min Mø, seer du Jægren, den raske, med Vandliljer
-- Kjernets Stjerner -- at lege taus ved Stranden:
Hvad da tænker Stella? "Mon Stella, som Vandliljen,
svømmer over hans Sjels den mørke Bølge?"
En Falk flyver: Rolig dens Staalvinge seer jeg, at
mørkne Duen, som glemmer nu sin Elskov.
Hvad da tænker Stella? "Mon nu mine Blik, som hin
Falk hist, glindsende blaat om Sjelen svæver?"
Min Mø! fjern er Elskov, som øser de frugtbare
Tanker ned, som en lunken Regn om Vaaren:
saa sødt Digt og spraglede Planer, som Hyben og
Epheu, under dit Smiil, mod Himlen voxe.
Og fast hiint det klæbrige Vildnis mig, midt i mit
vilde syngende Løb paa Marken, binder.
Men nær Skreya slaaer fra sit Skjød ud en Hvirvelvind:
Kjernet hvælver nu tusind Bryn saa sorte.
Og høit Mjøsen bruser og synes en sølvstrenget
krandset Harpe: en iisgraa Skjald er Skreya.
Jeg seer fast til Skreyas de skygg'løse Sider mit
Norges Minder, liig blege Steenbræk, klæbe.
Det graae Helgøe fjernt, som et Skib under Taagernes
hvide Seil, mig en skummel Færøe tyktes.
Min Sjel skjælver: blegnet en Saga fra Færøe (som
ligner Ungen fra Ørneredet fløjen)
med hæs Susen flyver den gjennem, som Aftenens
Ravn en Midsommernat paa blodig Vinge.
Da ei undres Norriges Mø, om en Baun i mit
Hjerte mere end Elskovs Roser flammed!
En Sang, Favre! Dvergmaalet være min Harpe, og
Skreyas Aande dens Rungen rundtom rulle!
O lyt, Stella, Fagermø, foroverbøjet med
Blikket, Dugdraaben ligt i Natviolen!
Men Dig bringer engang min Harpe et højere
Echo frem af dit eget Norges Dyder.
Nu Sang lyde! Dvergmaalet er mig en Harpe, og
Skreyas Aande dens Rungen rundtom ruller.
Ejah! Skrey alt drager sin Aande tilbage, og
Hvirvelvinden har endt sin Dands paa Bølgen.
Skjøndt sort, dog en Terne, der ophang med Nynnen de
røde Skyeblus til Himlens Højtid: Dagen.
Rødmer du, Himmel, fordi vel de favre
Vestvinde have letsindigen viftet din
Sortlok fra Barmen,
viet kun Stjernernes Blik og den Maanes
Skue, du bærer, liig hvidvinget Due paa
Ungmøens Skulder
-- nu, ak, et Bytte for Skabninges frække
Blik? Er det Jomfruens Harme, som farver din
Pande med Purpur?
Natten jo unddrog dig Sløret, hun laante
dig, naar om Aft'nen du blusser ved Menneskets
syndfulde Dagværk.
Jeg vil ei Stella fortørne, om end jeg
kunde mit Øie ved Tindingens Roser blandt
Liljerne fryde!
Eller mon, Himmel, du rødmer ved Bølgens
Kjærlighed? Bølgen, der raser, naar Stormene
mørkne dit Aasyn,
suger din Graad, og sin skumhvide Tand i
Klipperne slaaer; men, hvis, Himmel, du leer, da sig
pynter med Roser?
-- Jeg vil og juble, naar Stella er glad, liig
Svanen paa Vandet: da Bølgen jeg ligner, som
kysser dens Vinger,
skummer om Elsklingens Billed, som skinner
dybt i min Barm. -- Hvis i Stellas de deilige
Øine en Taare
funkler liig Stjernen, som viser sin blege
Haan imod Dagen, der springer fra Østen med
blinkende Guldhjelm:
da vil jeg være den brusende Storm, der
afslikker Duggen, og jager den skjælvende
Stjerne tilbage.
Himmel, ved gjennem Jasminer at see den
Stella alene, som frygter min sydende
Elskov, du blusser:
Naar hun en Vaarmorgen hæver -- o liig et
Solglimt, som springer fra urørte Snebræ -- sig
op fra sit Leje.
Se, hun sin egen Tilværelse offrer
glad nu et Smiil og til Gud og Syringen, som
blomstrer ved Vindvet.
Tænderne synes en Række af Svaner
under en rosendækt Bred; men kun Vingernes
Spidse du skimter.
-- Ak er det Sundhed og Ungdom, som toer
Kinden alene i Purpur -- den Eng, hvor min
Tanke sig tumler?
Bølger ei Elskov i Blodet, men svagt, som
Straalen paa Søen? som Liliens Stengel, svagt
rystet af Vinden?
-- Flyv høit, min Ørn, mod din Sol! enten styrte
ned du med knusede Vinger, o eller og
fange du Solen!
Hør klart Glam og Jægrenes Jubel sig vælter her
rundtom Aasen.
Haloh! Haloh! Haloah!
Kom i Skoven Venner! den søde
Duft af de norske Graner og Jagtens
kjære Besværlighed hæver,
Yngling, vor Sjel.
Op i Lien, Dreng, med de blaae og
gothiske Øine! speid høit fra mosgroet
Steen under Birken -- en Blotsteen
maaskee tilforn!
Op i Fjeldet, Drenge, hvor Graner
skygge de lyse Kjærn, liig den grønne
Hjelmfjeder over en Kjæmpers
himmelblaa Skjold!
Hør ved Foden Mjøsen, en dunkel
Fremtid liig, bruser, som da til blodig
Davre den Drot Olafs Drage
drog imod Hring.
Taagen stiger: som naar en Sultan
træder blandt Harems blussende Qvinder,
flammer, blandt Østens de røde
Skyer, nu Sol.
Klar nu Mjøsen ruller, liig Norges
glimrende Old i Tanken -- som dengang
Olaf den sejerrig drog fra
Drotternes Drab.
Duggen svinder snar som en Qvindes
Taarer: En Ørn nu bruser forbi: den
synes i Solen en Stjerne
gylden og rød.
Hør en Luur! hvor modig dens Klang! Der
flyver et Suk fra gamle og svundne
Dage. -- Ha Forfædreskyggers
Hviin fra en Sky!
Hør en Sætergjente de fordums
blodige Kriges Forbud fra Fjeldet
sender, men nu kun som Fredens
milde Herold!
Hendes blanke Glavind i Øjet
tvang os, til Tegn paa Ungmøens Sejr, at
kysse med Ydmyghed Barmens
sølverne Skjold.
Haloh! Haloh! Haloah!
Jagten taug. Nu lyster min Sjel, at
vandre blandt Norges blegnede Minder,
stolt som en Hjort under Eges
mosgroede Lye.
Nær en Skygge flaggrer: den slaaer sin
skyhvide Kappe ned, og jeg seer, som
Solglimt i Skyen, en Konges
Spyd i hans Bryst.
Ha af Buen kjender jeg Eyvind;
og, nu han viiser Saaret, af Læbens
svulmende Muskler: -- for Norges
Frihed jeg døer!
Se Griotgards Søn, der beklager
Kongen, som fik sin Bane igjennem
Kjæmperens Hjerte! -- for Norges
Konge jeg døer!
-- Visner Skygger, Skyernes blege
Blomster! en Yngling viet I har til
Daad for sit Fædreneland: -- Stella
signe min Daad!
Saa lød Sangen: Dvergmaalet var mig en Harpe, og
Skreyas Aande dens Rungen rundtom rulled.
Min Sang taug; og Skreya tilbage sin Dæmringdamp
slaaer, som Vinger den bag sin Skulder folded!
Men Dig, Stella, sender jeg engang et klingrende
Dvergmaal glad af mit Norges Oldtids Dyder.
Se høit Skreya løfter alt Solen, som Kongen en
guldguul Jagtfalk paa hvælvet, staalblaa Skulder.
Og vildt jager Solfalken Skyer, som spettede
Harer, ti bag en Aas og ti i Mjøsen.
O nys klaged' Lyngen, og Tusmørket græd med mig,
nær mig Selsnæpen drak sin Gift af Duggen.
Min Sjel, frisk og dugsprængt fra Himlen, sit Blomster: et
Qvad, en blodrød Pione ligt, da udskjød.
Nu Sol dypper Straalen i Mjøsen, og kjøler i
Æthren Kinden, om Panden Regnbu fletter.
Min Sjel blegner: Solen kun skinne i frydfulde
Hjerter! Maanen i fulde, krandste Bægre!
En Sorg tømmer Sylvius's Hjerte, saa Bunden han
alt kan skimte, ei blank som fordum Randen.
Dog end Taarer perle paa Bunden: o drik dem min Kummer, og
segn beruset bag Hylden hist paa Graven!
Naar Nat aander, voxe de op imod Randen, som
hvide Liljer, og vidt og sødt de dufte.
Men Sol seer, jeg lyver: at Sylvius's natlige
Fryd er Smerte, at Hjertets Blomst er Taarer.
O Nat, søde Sommernat! kun naar du vækker en
Drossels Vemod til Sang, min Stella hvisker.
Ha, den Stella evig er min, som Violen er
Engens Blomst! I min Sjel en Stella voxer,
saa liig Dagens Stella, som bader i Rosernes
Vellugtskygge sin Barm, naar Solen brænder,
og leer stedse, stedse, som Bækken, og tænker, at
Barmen stedse bør Liljeknoppen være.
En grum Tid vil plyndre din Skjønhed, og Stemmen (ei
Droslen meer) under rustne Tænder skrige!
End da blomstrer Skjærsommernætternes Stella, saa
skjøn som Dagens er nu, i Hjertet frodig!
End da drømte Stella mit ældede Hjerte med
Sang vil fylde, mens Du bag Rokken luder.
Men Sol seer, jeg lyver, at Sylvius's natlige
Fryd er Smerte, at Hjertets Blomst er Taarer.
Min Sjel blegner: Solen kun skinne i frydfulde
Hjerter! Maanen i fulde, krandste Bægre!
Lyng blød, Troldurt rød
gule Valdsak, Steenbræk hvid,
aander hid!
Sleve sort,
langt bort!
Humler vilde,
Kjærnets Vover,
tier stille,
mens han sover!
Favre Drømmes Gjenskin spille
paa hans Kind!
Hyben, send med Skreyas Vind
hid et Blad!
Drømme, gjører Sorgen glad!
Minde, sid ei stumt tilbage
fra de Dage,
som om Dennes Elskovs røde
Knopper fløde,
junivarme, lyseblaae,
da Solskin spillede paa Kinden,
da vaagne Drømme turde see
mod Dagen høit og skoggerlee,
og frit, som Sommerfugle grønne
og lysblaa, gyldne -- alle skjønne --
rundt flagre, nynnende saa blødt
som Lyngens Humle -- alle sødt --
om Stella, Stella!
Mit Navn lød? Dvergmaalet fangede
"Stella! Stella!" og førte sit Rov over Dalen? -- Ah
her, sangfulde Yngling?
O Dig tidt Stella har sagt, at hun
elsker Blomsterne kun og sin Kilde, som meer end din
Sang lovsynger Stella.
Se hist fri Sneklokken vajer hvor
helst den lyster; og Stellas Barm skulde lænkes, din
Kind stedse at varme?
Se hist fri Fjeldrosen slynger sin
Knop, og Luften kun kysser: ha Stellas Mund i dit
Kys skulde forbrænde?
O dig tidt Stella har sagt, at hun
elsker Rosens og Stellas Gud, som bag Stjernerne
boer, liig bag Jasminer.
Ah, tys! tys! blegrøde Smiil om hans
Læbe flagre, som blomstrende Siv, der for Vinden sig
høit hæver og synker.
O vist sligt Smiil er en glindsende
Tankes Vinge? Saa stands! Hvis jeg fanger den,
maaskee jeg
da Ynglingen elsker?
Et Skjul! Skjul! Sylvius vaagner, hvis
Elskov raaber i Drømme paa Stella. Nu vaagne hans
Brysts voldsomme Bølger.
Min Sjel dufted': Drømme, som funklende Larver om
hvide Hyldblomster, rundtom Sjelen flagred!
Stella, Stella, hør min Drøm!
Stella! Dagen kan du byde
sort at flyde
om min Sjel, ha, Sløret liig,
som om Enkens unge Kinder
-- Roseneng blandt Marmorminder --
som en Taage bølger sig.
Tidt den hvide Herskers Barm var Sorgs Cisterne.
Tys, Echo?
Natten kan Du ei befale
Sorg at male:
Natten sort har Læben rød,
som den huldt til Hovedgjærde
bøjer -- o, en taus Gebærde
ofte er en Tale sød!
Hør, fra sorte Negers Hjerte Latter sprudler!
Tys, Echo? Echo?
Natviolens Aande svæver
om dens Læber:
I dens Mørke Drømme staae,
liig bag Fanen norske Drenge,
ranke som en Ask i Enge,
gylden Hjelm og Skjolde blaae.
Spydes Skin om Natten tyder Morgensejer. Ha, ha!
Tys søde Echo! Echo!
Med en bøjet Valmustengel
Nattens Engel
rørte ved min Sjel: o Møe!
Favre Stella, flux dit Billed
i de Drømmes Skjolde spilled'
-- Purpursky i blanke Søe.
Blanke Runer rundtom Nattens Skjoldrund blinke.
Tys, Echo?
Stellas Barm sprang hvid fra Belte
paa de Helte:
blot til Steller formed' sig
drømte Rader, som jeg skimted'.
Møens Navn i Bann'ret glimted',
glimred' Oriflammen liig. --
Stella
Se i slebne Demant tusind Sole spille!
Tys, Echo? Echo?
Hjelmen er en hulet Stjerne:
o, hvor gjerne
jeg for slige Landser døer,
som de vakkre Drømme bære:
Stellas Blik de Landser ere,
Skjoldet er et lysblaat Slør.
Stella
Ah, du seer i Feen Morgans vendte Speile.
Tys, søde Echo! Echo!
Liig en Rosenkrands sig strækker
drømte Rækker,
hvor hvert Led er Stella; men
snart de blive mindre, mindre,
snart som Stjerner smaae de tindre
langt i Fjernet -- grib nu Een!
Barn til Bjerget, for at fange Stjerner, springer.
Tys! Echo?
"Grib nu Een! thi hine fagre
"Skygger flagre
"bort som Blad af Rosen rød:
"let jeg vil, blandt disse mange,
"ved et Spring en Stella fange,
"eller finde her min Død!"
Fædredalen synes flye for Sønnens Iilskridt.
Tys, Echo? Echo?
Da jeg, trods de blanke Vaaben,
sprang i Hoben;
men den lange Række flød
hen i tomme Skyer, som glide
gyldne bort, som de, der ride
rundtom Østerhimlen rød.
Stella
Qvinden elsker Glavinds Glands, men hader Odden.
Tys, søde Echo! Echo!
Med en Æolsharpes bløde
Klang, de røde
Skyer om mig suse: liig
Bølger svulme de, og Stellas
Skikkelse -- som hist af Hellas
Hav en Venus -- hæver sig.
Gid hans vindøjede Phantasie jeg kunde blinde!
Tys, Echo?
Hendes Blik Demanter vare,
eller klare
Stjerneskud, som faldt fra Skye.
-- Ha min Sjel dem tørstig fanger:
Drikke ikke Bølgeslanger
Solens Glands, naar den vil flye?
Stella
Engles Vanvids Tanker falde ned som Drømme.
Tys, Echo? Echo?
Stella vinker: -- ei en Bølge
Sol kan følge;
men den bruser -- ha forladt!
-- Se, da gjennem Luften flagre
ned fra Stella tvende fagre
Lokker -- hver en dunkel Nat!
Stella
Sorg kan føde Smiil, liig skumle Sky en Stjerne.
Tys, søde Echo! Echo!
Flux jeg greb dem: se, de sprede
sig til brede,
brune Ørnevinger ud:
ubevidst jeg stiger: Skyer
mellem mig og Stella flyer.
Stella favner jeg -- o Gud!
Haabet hæver Sisyphus's Steen og Skjebnen.
Tys, Echo?
Følelse -- o liig det sagte
Stød, som bragte
Verdnerne i Sving, som lod
Sole gløde, Bølger svulme
af Prometheus's Ild, som ulme
maa i Plantens blege Blod!
Søde Drøm, for smuk for Sandheds plumpe Finger!
Ah, det rører sig under mit Hjerte.
Tys, Echo? Echo?
Liig vestalske Qvinder, hvide
Stjerner glide
os forbi: ei Sphærers Sang
vækker os: ei vore Sjele
vare længer tvende Dele,
men en enkelt Harpeklang.
Drømme skjenke os et iilsomt Blik bag Himlen.
Ah mine Aarer smelte sammen!
Tys, søde Echo! Echo!
Vore Legemer, liig Flammen,
smelted' sammen:
Er det Stellas varme Blod,
som saa mildt i Aaren flyder,
liig en Foraarsvind, som gyder
Blomsterflod om Klippens Fod?
Bruser, Skjald, dit mørke Blod i Stellas Hjerte?
Ak mit Hjerte er som fordunklet af Vellugt.
Min Barm som en Sal med nedrullede Gardiner.
Tys, Echo? Echo?
Liig i Tempelet, hvor tvende
Luer brænde,
under samme Barm der slaae
vore Hjerter, Bølger lige,
som ensformigt stedse stige
høit mod Strand bag Skjolde blaae.
Hist vil tvende Sjele, liig en Ring, forenes.
Var jeg din Eneste? O væk! væk!
Tys, Echo! Er det Echo?
Stella! nu jeg Morg'nen hader:
-- se den blader
af mit Lykketræe, som tør,
kun bag Nattens sorte Volde,
Frugten ud af Guldblad folde
-- Rosenkind bag Nonneslør.
Elskerinden kalder Guldhjelm Gravens Hvælving.
Tys, Echo? er det Echo? Ha jeg hørte . . .
Ha, jeg hader nu en Morgen
rød: thi Sorgen
hvifter, liig en Ravnefjer,
fra dens Hjelm. I Nattens dunkle
Slør Hieroglypher funkle,
som en Guddom væved' der.
Sorg er ofte Ravnefjer paa Kongekrone.
Ha, søde Echo, frem! Jeg hørte . .
(træder frem.)
O se, se, daadløse Yngling, din
Morgen visner! . .
Min Himmel! er Stella? O har Du vel
læst hvad Sylvius drømte?
Ha se, se, daadløse Yngling, din
Morgen visner, og selv du som Phaeton søger en
kilden Angst i at brænde.
Udsluk dit Øje da Stella! Kun jeg vil din Skjønhed
finde bag Rynker . . O gid Du var starblind som Rosen!
Vist har dit Smiil min vaagende Sjel, mens jeg slumred',
laant sine Farver, mens Regnbuedrømmen den væved'?
En syg Drøm! hængende Lediggangs
vilde Skud, som Vedbend, der raadnende Egebul,
kaad og spraglet, omvæver!
Vaarskjøn du søger, en Skjærsommermorgen, paa Fjeldet
Vaarblommer -- Stella, se jeg er den snehvide Skovpryd!
Ha, blot ud Stellas duggede
Læber tørster du efter -- liig Druen, der presses og
bort nu kastes -- at suge!
Glad under Ranken, hvis Drue jeg drak, jeg mig skjuler!
Ha Du blot hungrer at tumle Dig
over Ungmøens Skjønhed, som Persiens Schach over
Susas svulmende Liljer!
Gid Du var Hvidtorn fra Barmen! foroven kun Stella!
O ti Løgn! Engang din sangfulde
Elskov blive vil hæs, og din hungrige Elskov sig
Selv vil snarlig fortære!
(Stella gaaer.)
Farvel! Hør mit Farvel til Stella, min Stella!
kommer.
Stirr ei, Ven, i den mørke
Bølge, skummel som Catos
Dyd: den hæver sig sort som Othellos
sydende Galde!
Stirr ei, Ven, i den mørke
Bølge! Flyv over Norges
favre Roser, min glindsende Skye: de
tørste i Dalen.
Ha! den ensomme Taare
er en Sorgens Herold: et
blegnet Smiil er jo Kummerens Terne,
valmubekrandset?
Tal! thi ei jeg kan fatte
Ternens Nynnen: se nys hun
sang bag raslende Roser -- o liig en
lattermild Nymphe.
Tal! jeg ikke Hæroldens
Sprog kan fatte: han nys, som
Glædens Sending, i Øiet høit svang en
glindsende Landse.
Hvælver sig ikke en Himmel, o Gud,
under din Bølge?
Slumrer ei Skjebnen i Bølgens Skjød?
Afsind! Skjebnen ei standser
ræd ved Bølgernes sidste
Skvulp: ha gjerrig den følger en iilsom,
susende Kugle.
Sisyphus er jeg: -- en Evigheds Træl.
Ha, at jeg kunde
kaste et Blik under Dødens Slør!
Saml ei Sorgen i Barmen!
Let den bliver pontinske,
stille Taagesøe, kjær kun for sorte,
skrigende Ravne.
Led den dristig i Vennens
Hjerte: snart vil din Sjel da
ligne Dalen, hvor guldhaaret Sæd med
Roserne flettes.
Ingen kan bære min Kummer, Cleanth!
Mig er en tidlig
Død cyrenensiske Simon liig.
Ven! din Sjel er som Hekla:
-- ingen Flamme, en doven
Røg og hule og skjælvende Torden
Rædselstid varsler.
Dunkelt brænder dit Øie,
ligner Nordlys paa Nattens
Pande: -- græd! for hver Taare en Rose
gløder af Jorden.
Du -- o nys liig Guitarens
Toner, bruser i Stormen
huult som Æolusharpen, og livsfro
ønsker Du Døden?
Taaren er Sjelens Blod: o en lys,
skinnende Alf, hvis
Moder var tidt Phantasien skjøn.
Taaren er borte: den Demant, hvis Vand
afsliber Sorgen,
finder jeg ikke i Taagen meer.
Ha, er Elskov din Kummer?
Svage, hvad er en Qvinde?
-- Blomst idag, men imorgen en Hob af
bladløse Qviste!
Se, en Taage, om Morg'nen,
høirød hvælver sig over
Steppen: Dagen vil komme og Ørknens
hvinende Sandflugt.
Dyd er et Eviggrønt, frygter ei Aar:
Seer jeg ei Stellas
Moder elskværdig, en Palme liig?
Dyd er Demanten, som frygter ei Aar:
Stellaskjøns Læbe
finder jeg sød, om dens Purpur veeg.
Den er en Port, hvor, for Himmel og Jord,
Dyder, fra Hjertets
Dyb, sig (som Havfruchor) tee med Sang.
Se, min Brud er en Hebe,
taus -- ak, Dyd hos en Qvinde! --
evig Ungmøe, og evig vil Kindens
Rosenvang blomstre.
Hendes Medgift er Glæde:
altid brudeklædt Møen
staaer, med Perlekrands stolt paa chrystalne,
funklende Throne.
Viin er Dronningens Navn: o,
elsk den Trofaste! Feen
snart din Ravn skal forvandle til Glædens
syngende Lerke.
O kun en eneste Drue jeg veed:
Stellamins Læber,
hvorfor jeg gjerne gav alt mit Blod.
Bæg'ret er Letsinds Leje; men Dyd
hviler paa Stellas
Læber (en Seraph paa Purpurskye.)
Mange Møer, hvis Øie
ligner glimrende, mørkblaa
Spydod, Barmen to sølverne Skjolde,
blomstre i Norge.
Stedse i Hjertet jeg gjemmer et Blik,
Stella mig gav: en
glandsfuld Saphir i en skummel Kløft.
Se hendes Barm er et Tempel af klar
Marmor, og Hjertet
Alterets rolige Ambraild.
Hæv dig, døende Ørn, til
Daad for Norrige: ofte
daadfuld Fædrelandskjærlighed boer i
sorgfulde Hjerter,
Liig den mandige Einar
Thambeskjælver, som elsked'
Orklas Fraade og Arnen, der laae bag
klagende Fyrre.
Yngling, se med platonisk
Smiil, liig spraglede Skyer,
Verden iilsom at bruse forbi din
rolige Klippe!
Yngling, nyligen glad som
Birkens bølgende Top -- se,
riig er Norriges Frihed, og mere
huld end en Qvinde.
Marius liig paa Carthagos Gruus,
evig landflygtig
sender jeg Suk til mit Fædreland.
Stellas Barm er mit Fædreland:
der er min Arne . .
-- Ha, Capitolium evig lukt!
Yngling, Træl af et Smiil, af
Musklers Spil, se i Fjernet
hænger Hæderens Palme! Den glindser
evig som Plejas.
Vanæret stiger jeg ned i min Grav,
æreløs døer jeg:
Hele min Hæder var Stellas Roes.
Ene min Palme paa Elsklingens Kind
blomstrer, naar huldt den
rødmer til Beilerens gode Daad.
Kinden vel blomstrer Italiens Vaar.
Angest jeg søgte
Palmen, men Glemselens Valmu fandt.
Døsig den spirer paa Ynglingens Grav.
Maaskee vil Stella
spørge: "hvo boer i hiin friske Grav?"
Ei tungsindige Krages
Flugt i Taagen, men Ørnens
fulde Vingeslag Palmen vil naae, som
hænger i Skyen.
Liig en Guldørn Du stige
høit med Lyren! O Stella
glad vil undres og elske de dybe
Toner fra Luften!
Ofte et høitsvunget Glavind
rækker Krandsen; men ofte
lokker Lyraens tejiske Klang den
ned ifra Himlen.
Se -- hans Hjerte er brustet!
Nys det ligned' en gylden,
klangfuld Harpe, der bruuste for Dig, du
tunghøre Stella.
Den kun, hvis Lyra i Musernes Smiil
glindser, liig bølge-
strengede Hav, som er Solens Speil,
lønnes med Palmen, men Glemsel vil mørk
ruge paa Strengen,
hvorpaa kun skjælver en Taares Glands.
Før var mit Qvad en Gratie, som
dandser paa Roser:
Lyren da glindsed' i Stellas Smiil.
Stella min yndende Muse da var:
liig Aphrodite
frem af sit Hav, sprunge Qvad fra Sjel.
Musen har bortvendt sit Smiil, og min Sang
bruser som Bølgen,
skummel, naar Solstraalen visner hen.
Vee mig, mit Qvad er en Aftenvind, naar
sagte den sukker
henover Gravhøjens gustne Græs.
Yngling, skjøn er en sorgklædt
Melpomene: dit Qvad er
Taagen ilende hen over Engens
duggede Teppe.
Stella, fuld er hans Barm af
Blomster: elsk du hans Hjerte!
Stella, elsker du ei Orientens
glimrende Hauger?
Se, i mit Hjerte min Kjærlighed staaer,
Bautaen liig, der
evigen sorgfulde Runer bær'.
Blegnede Baldur min Ungdom er liig:
Skjebnen er Hødur.
Død vil jeg savne min Nannas Graad.
fortsettes i Del 2.
av Henrik Wergeland.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer