En sangfuld sommermorgen paa skreya

Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søk
STELLAS DIGT
STELLA
DIGTEREN
HANS VEN
EN HULDRE
CHOR AF JÆGERE
(Fjeldegn i Morgendæmringen.)
Digteren


Hør Stella! Stella!
Et blaat Kjern nu øjner mig, Stella, paa Jagten ved
Ørkesløshed de lystne Jægre skuffe.

-- Ha, løb, feige Hare, og optænd ved Flugten de
tapre Lureres Tørst til Qvellens Bæger!

Min Sang kløver Dæmringen: Skjærsommersolen paa
Nordkap vajer nu rød som Norges Banner.

Og hist bøjer Søvnen en lattermild Fjeldgjentes
lange Øienhaar over tause Kinder . . .

(En Rad Natvioler, som over de søvnige
Roser praler, som Natten over Dagen.)

Et guult Haar om Panden er Sommerens Maaneskin,
som i Blomsternes Dugg sig stille bader . . .

O ligt selv en Dugg over Himlen, saa Stjernerne,
Liljer lige, bag Skyens Blade dukke.

Min Mø, seer du Jægren, den raske, med Vandliljer
-- Kjernets Stjerner -- at lege taus ved Stranden:

Hvad da tænker Stella? "Mon Stella, som Vandliljen,
svømmer over hans Sjels den mørke Bølge?"

En Falk flyver: Rolig dens Staalvinge seer jeg, at
mørkne Duen, som glemmer nu sin Elskov.

Hvad da tænker Stella? "Mon nu mine Blik, som hin
Falk hist, glindsende blaat om Sjelen svæver?"

Min Mø! fjern er Elskov, som øser de frugtbare
Tanker ned, som en lunken Regn om Vaaren:

saa sødt Digt og spraglede Planer, som Hyben og
Epheu, under dit Smiil, mod Himlen voxe.

Og fast hiint det klæbrige Vildnis mig, midt i mit
vilde syngende Løb paa Marken, binder.

(en Hvirvelvind reiser sig.)


Men nær Skreya slaaer fra sit Skjød ud en Hvirvelvind:
Kjernet hvælver nu tusind Bryn saa sorte.

Og høit Mjøsen bruser og synes en sølvstrenget
krandset Harpe: en iisgraa Skjald er Skreya.

Jeg seer fast til Skreyas de skygg'løse Sider mit
Norges Minder, liig blege Steenbræk, klæbe.

Det graae Helgøe fjernt, som et Skib under Taagernes
hvide Seil, mig en skummel Færøe tyktes.

Min Sjel skjælver: blegnet en Saga fra Færøe (som
ligner Ungen fra Ørneredet fløjen)

med hæs Susen flyver den gjennem, som Aftenens
Ravn en Midsommernat paa blodig Vinge.

Da ei undres Norriges Mø, om en Baun i mit
Hjerte mere end Elskovs Roser flammed!

En Sang, Favre! Dvergmaalet være min Harpe, og
Skreyas Aande dens Rungen rundtom rulle!

O lyt, Stella, Fagermø, foroverbøjet med
Blikket, Dugdraaben ligt i Natviolen!

Men Dig bringer engang min Harpe et højere
Echo frem af dit eget Norges Dyder.

Nu Sang lyde! Dvergmaalet er mig en Harpe, og
Skreyas Aande dens Rungen rundtom ruller.

Ejah! Skrey alt drager sin Aande tilbage, og
Hvirvelvinden har endt sin Dands paa Bølgen.


Skjøndt sort, dog en Terne, der ophang med Nynnen de
røde Skyeblus til Himlens Højtid: Dagen.

Rødmer du, Himmel, fordi vel de favre
Vestvinde have letsindigen viftet din
      Sortlok fra Barmen,

viet kun Stjernernes Blik og den Maanes
Skue, du bærer, liig hvidvinget Due paa
      Ungmøens Skulder

-- nu, ak, et Bytte for Skabninges frække
Blik? Er det Jomfruens Harme, som farver din
      Pande med Purpur?

Natten jo unddrog dig Sløret, hun laante
dig, naar om Aft'nen du blusser ved Menneskets
      syndfulde Dagværk.

Jeg vil ei Stella fortørne, om end jeg
kunde mit Øie ved Tindingens Roser blandt
      Liljerne fryde!

Eller mon, Himmel, du rødmer ved Bølgens
Kjærlighed? Bølgen, der raser, naar Stormene
      mørkne dit Aasyn,

suger din Graad, og sin skumhvide Tand i
Klipperne slaaer; men, hvis, Himmel, du leer, da sig
      pynter med Roser?

-- Jeg vil og juble, naar Stella er glad, liig
Svanen paa Vandet: da Bølgen jeg ligner, som
      kysser dens Vinger,

skummer om Elsklingens Billed, som skinner
dybt i min Barm. -- Hvis i Stellas de deilige
      Øine en Taare

funkler liig Stjernen, som viser sin blege
Haan imod Dagen, der springer fra Østen med
      blinkende Guldhjelm:

da vil jeg være den brusende Storm, der
afslikker Duggen, og jager den skjælvende
      Stjerne tilbage.

Himmel, ved gjennem Jasminer at see den
Stella alene, som frygter min sydende
      Elskov, du blusser:

Naar hun en Vaarmorgen hæver -- o liig et
Solglimt, som springer fra urørte Snebræ -- sig
      op fra sit Leje.

Se, hun sin egen Tilværelse offrer
glad nu et Smiil og til Gud og Syringen, som
      blomstrer ved Vindvet.

Tænderne synes en Række af Svaner
under en rosendækt Bred; men kun Vingernes
      Spidse du skimter.

-- Ak er det Sundhed og Ungdom, som toer
Kinden alene i Purpur -- den Eng, hvor min
      Tanke sig tumler?

Bølger ei Elskov i Blodet, men svagt, som
Straalen paa Søen? som Liliens Stengel, svagt
      rystet af Vinden?

-- Flyv høit, min Ørn, mod din Sol! enten styrte
ned du med knusede Vinger, o eller og
      fange du Solen!

Hør klart Glam og Jægrenes Jubel sig vælter her
rundtom Aasen.


Chor af Jægere


      Haloh! Haloh! Haloah!
Kom i Skoven Venner! den søde
Duft af de norske Graner og Jagtens
kjære Besværlighed hæver,
      Yngling, vor Sjel.

Op i Lien, Dreng, med de blaae og
gothiske Øine! speid høit fra mosgroet
Steen under Birken -- en Blotsteen
      maaskee tilforn!

Op i Fjeldet, Drenge, hvor Graner
skygge de lyse Kjærn, liig den grønne
Hjelmfjeder over en Kjæmpers
      himmelblaa Skjold!

Hør ved Foden Mjøsen, en dunkel
Fremtid liig, bruser, som da til blodig
Davre den Drot Olafs Drage
      drog imod Hring.

Taagen stiger: som naar en Sultan
træder blandt Harems blussende Qvinder,
flammer, blandt Østens de røde
      Skyer, nu Sol.

Klar nu Mjøsen ruller, liig Norges
glimrende Old i Tanken -- som dengang
Olaf den sejerrig drog fra
      Drotternes Drab.

Duggen svinder snar som en Qvindes
Taarer: En Ørn nu bruser forbi: den
synes i Solen en Stjerne
      gylden og rød.

Hør en Luur! hvor modig dens Klang! Der
flyver et Suk fra gamle og svundne
Dage. -- Ha Forfædreskyggers
      Hviin fra en Sky!

Hør en Sætergjente de fordums
blodige Kriges Forbud fra Fjeldet
sender, men nu kun som Fredens
      milde Herold!

Hendes blanke Glavind i Øjet
tvang os, til Tegn paa Ungmøens Sejr, at
kysse med Ydmyghed Barmens
      sølverne Skjold.
      Haloh! Haloh! Haloah!

(de drage forbi.)



Digteren


Jagten taug. Nu lyster min Sjel, at
vandre blandt Norges blegnede Minder,
stolt som en Hjort under Eges
      mosgroede Lye.

(Den vigende Morgentaage taarner sig som Skygger.)


Nær en Skygge flaggrer: den slaaer sin
skyhvide Kappe ned, og jeg seer, som
Solglimt i Skyen, en Konges
      Spyd i hans Bryst.

Ha af Buen kjender jeg Eyvind;
og, nu han viiser Saaret, af Læbens
svulmende Muskler: -- for Norges
      Frihed jeg døer!

Se Griotgards Søn, der beklager
Kongen, som fik sin Bane igjennem
Kjæmperens Hjerte! -- for Norges
      Konge jeg døer!

-- Visner Skygger, Skyernes blege
Blomster! en Yngling viet I har til
Daad for sit Fædreneland: -- Stella
      signe min Daad!

(Skyggerne og Taagen forsvinde. Solen staaer klar.)


Saa lød Sangen: Dvergmaalet var mig en Harpe, og
Skreyas Aande dens Rungen rundtom rulled.

Min Sang taug; og Skreya tilbage sin Dæmringdamp
slaaer, som Vinger den bag sin Skulder folded!

Men Dig, Stella, sender jeg engang et klingrende
Dvergmaal glad af mit Norges Oldtids Dyder.

Se høit Skreya løfter alt Solen, som Kongen en
guldguul Jagtfalk paa hvælvet, staalblaa Skulder.

Og vildt jager Solfalken Skyer, som spettede
Harer, ti bag en Aas og ti i Mjøsen.

O nys klaged' Lyngen, og Tusmørket græd med mig,
nær mig Selsnæpen drak sin Gift af Duggen.

Min Sjel, frisk og dugsprængt fra Himlen, sit Blomster: et
Qvad, en blodrød Pione ligt, da udskjød.

Nu Sol dypper Straalen i Mjøsen, og kjøler i
Æthren Kinden, om Panden Regnbu fletter.

Min Sjel blegner: Solen kun skinne i frydfulde
Hjerter! Maanen i fulde, krandste Bægre!

En Sorg tømmer Sylvius's Hjerte, saa Bunden han
alt kan skimte, ei blank som fordum Randen.

Dog end Taarer perle paa Bunden: o drik dem min Kummer, og
segn beruset bag Hylden hist paa Graven!

Naar Nat aander, voxe de op imod Randen, som
hvide Liljer, og vidt og sødt de dufte.

Men Sol seer, jeg lyver: at Sylvius's natlige
Fryd er Smerte, at Hjertets Blomst er Taarer.

O Nat, søde Sommernat! kun naar du vækker en
Drossels Vemod til Sang, min Stella hvisker.

Ha, den Stella evig er min, som Violen er
Engens Blomst! I min Sjel en Stella voxer,

saa liig Dagens Stella, som bader i Rosernes
Vellugtskygge sin Barm, naar Solen brænder,

og leer stedse, stedse, som Bækken, og tænker, at
Barmen stedse bør Liljeknoppen være.

En grum Tid vil plyndre din Skjønhed, og Stemmen (ei
Droslen meer) under rustne Tænder skrige!

End da blomstrer Skjærsommernætternes Stella, saa
skjøn som Dagens er nu, i Hjertet frodig!

End da drømte Stella mit ældede Hjerte med
Sang vil fylde, mens Du bag Rokken luder.

Men Sol seer, jeg lyver, at Sylvius's natlige
Fryd er Smerte, at Hjertets Blomst er Taarer.

Min Sjel blegner: Solen kun skinne i frydfulde
Hjerter! Maanen i fulde, krandste Bægre!

(slumrer ind.)



En Huldre


(bøjer sig over Digteren.)


Lyng blød, Troldurt rød
gule Valdsak, Steenbræk hvid,
      aander hid!
      Sleve sort,
      langt bort!
      Humler vilde,
      Kjærnets Vover,
      tier stille,
      mens han sover!

Favre Drømmes Gjenskin spille
      paa hans Kind!
Hyben, send med Skreyas Vind
      hid et Blad!
Drømme, gjører Sorgen glad!
Minde, sid ei stumt tilbage
      fra de Dage,
som om Dennes Elskovs røde
      Knopper fløde,
junivarme, lyseblaae,
da Solskin spillede paa Kinden,
      da vaagne Drømme turde see
      mod Dagen høit og skoggerlee,
      og frit, som Sommerfugle grønne
      og lysblaa, gyldne -- alle skjønne --
      rundt flagre, nynnende saa blødt
      som Lyngens Humle -- alle sødt --
      om Stella, Stella!

(forsvinder.)



Stella


(kommer.)


Mit Navn lød? Dvergmaalet fangede
"Stella! Stella!" og førte sit Rov over Dalen? -- Ah
      her, sangfulde Yngling?

O Dig tidt Stella har sagt, at hun
elsker Blomsterne kun og sin Kilde, som meer end din
      Sang lovsynger Stella.

Se hist fri Sneklokken vajer hvor
helst den lyster; og Stellas Barm skulde lænkes, din
      Kind stedse at varme?

Se hist fri Fjeldrosen slynger sin
Knop, og Luften kun kysser: ha Stellas Mund i dit
      Kys skulde forbrænde?

O dig tidt Stella har sagt, at hun
elsker Rosens og Stellas Gud, som bag Stjernerne
      boer, liig bag Jasminer.

Ah, tys! tys! blegrøde Smiil om hans
Læbe flagre, som blomstrende Siv, der for Vinden sig
      høit hæver og synker.

(bøier sig over ham.)


O vist sligt Smiil er en glindsende
Tankes Vinge? Saa stands! Hvis jeg fanger den,
      maaskee jeg
      da Ynglingen elsker?

(kysser Sylvius.)


Et Skjul! Skjul! Sylvius vaagner, hvis
Elskov raaber i Drømme paa Stella. Nu vaagne hans
      Brysts voldsomme Bølger.

(skjuler sig.)



Digteren


Min Sjel dufted': Drømme, som funklende Larver om
hvide Hyldblomster, rundtom Sjelen flagred!
      Stella, Stella, hør min Drøm!

Stella! Dagen kan du byde
      sort at flyde
om min Sjel, ha, Sløret liig,
som om Enkens unge Kinder
-- Roseneng blandt Marmorminder --
som en Taage bølger sig.


Stella

(afsides.)


Tidt den hvide Herskers Barm var Sorgs Cisterne.


Digteren


Tys, Echo?
Natten kan Du ei befale
      Sorg at male:
Natten sort har Læben rød,
som den huldt til Hovedgjærde
bøjer -- o, en taus Gebærde
ofte er en Tale sød!


Stella

(afsides.)


Hør, fra sorte Negers Hjerte Latter sprudler!


Digteren


Tys, Echo? Echo?
Natviolens Aande svæver
      om dens Læber:
I dens Mørke Drømme staae,
liig bag Fanen norske Drenge,
ranke som en Ask i Enge,
gylden Hjelm og Skjolde blaae.


Stella

(afsides.)


Spydes Skin om Natten tyder Morgensejer. Ha, ha!


Digteren


Tys søde Echo! Echo!
Med en bøjet Valmustengel
      Nattens Engel
rørte ved min Sjel: o Møe!
Favre Stella, flux dit Billed
i de Drømmes Skjolde spilled'
-- Purpursky i blanke Søe.


Stella

(afsides.)


Blanke Runer rundtom Nattens Skjoldrund blinke.


Digteren


Tys, Echo?
     Stellas Barm sprang hvid fra Belte
      paa de Helte:
blot til Steller formed' sig
drømte Rader, som jeg skimted'.
Møens Navn i Bann'ret glimted',
glimred' Oriflammen liig. --
Stella

(afsides.)


Se i slebne Demant tusind Sole spille!


Digteren


Tys, Echo? Echo?
Hjelmen er en hulet Stjerne:
      o, hvor gjerne
jeg for slige Landser døer,
som de vakkre Drømme bære:
Stellas Blik de Landser ere,
Skjoldet er et lysblaat Slør.
Stella

(afsides.)


Ah, du seer i Feen Morgans vendte Speile.


Digteren


Tys, søde Echo! Echo!
Liig en Rosenkrands sig strækker
      drømte Rækker,
hvor hvert Led er Stella; men
snart de blive mindre, mindre,
snart som Stjerner smaae de tindre
langt i Fjernet -- grib nu Een!


Stella

(afsides.)


Barn til Bjerget, for at fange Stjerner, springer.


Digteren


Tys! Echo?
     "Grib nu Een! thi hine fagre
      "Skygger flagre
"bort som Blad af Rosen rød:
"let jeg vil, blandt disse mange,
"ved et Spring en Stella fange,
"eller finde her min Død!"


Stella

(afsides.)


Fædredalen synes flye for Sønnens Iilskridt.


Digteren


Tys, Echo? Echo?
Da jeg, trods de blanke Vaaben,
      sprang i Hoben;
men den lange Række flød
hen i tomme Skyer, som glide
gyldne bort, som de, der ride
rundtom Østerhimlen rød.
Stella

(afsides.)


Qvinden elsker Glavinds Glands, men hader Odden.


Digteren


Tys, søde Echo! Echo!
Med en Æolsharpes bløde
      Klang, de røde
Skyer om mig suse: liig
Bølger svulme de, og Stellas
Skikkelse -- som hist af Hellas
Hav en Venus -- hæver sig.


Stella

(afsides.)


Gid hans vindøjede Phantasie jeg kunde blinde!


Digteren


Tys, Echo?
     Hendes Blik Demanter vare,
      eller klare
Stjerneskud, som faldt fra Skye.
-- Ha min Sjel dem tørstig fanger:
Drikke ikke Bølgeslanger
Solens Glands, naar den vil flye?
Stella

(afsides.)


Engles Vanvids Tanker falde ned som Drømme.


Digteren


Tys, Echo? Echo?

Stella vinker: -- ei en Bølge
      Sol kan følge;
men den bruser -- ha forladt!
-- Se, da gjennem Luften flagre
ned fra Stella tvende fagre
Lokker -- hver en dunkel Nat!
Stella

(afsides.)


Sorg kan føde Smiil, liig skumle Sky en Stjerne.


Digteren


Tys, søde Echo! Echo!

Flux jeg greb dem: se, de sprede
      sig til brede,
brune Ørnevinger ud:
ubevidst jeg stiger: Skyer
mellem mig og Stella flyer.
Stella favner jeg -- o Gud!


Stella

(afsides.)


Haabet hæver Sisyphus's Steen og Skjebnen.


Digteren


Tys, Echo?

Følelse -- o liig det sagte
           Stød, som bragte
Verdnerne i Sving, som lod
Sole gløde, Bølger svulme
af Prometheus's Ild, som ulme
maa i Plantens blege Blod!


Stella

(afsides.)


Søde Drøm, for smuk for Sandheds plumpe Finger!


Ah, det rører sig under mit Hjerte.


Digteren


Tys, Echo? Echo?

Liig vestalske Qvinder, hvide
      Stjerner glide
os forbi: ei Sphærers Sang
vækker os: ei vore Sjele
vare længer tvende Dele,
men en enkelt Harpeklang.


Stella

(afsides.)


Drømme skjenke os et iilsomt Blik bag Himlen.

Ah mine Aarer smelte sammen!


Digteren


Tys, søde Echo! Echo!

Vore Legemer, liig Flammen,
      smelted' sammen:
Er det Stellas varme Blod,
som saa mildt i Aaren flyder,
liig en Foraarsvind, som gyder
Blomsterflod om Klippens Fod?


Stella

(afsides.)


Bruser, Skjald, dit mørke Blod i Stellas Hjerte?

Ak mit Hjerte er som fordunklet af Vellugt.
Min Barm som en Sal med nedrullede Gardiner.


Digteren


Tys, Echo? Echo?

Liig i Tempelet, hvor tvende
      Luer brænde,
under samme Barm der slaae
vore Hjerter, Bølger lige,
som ensformigt stedse stige
høit mod Strand bag Skjolde blaae.


Stella

(afsides.)


Hist vil tvende Sjele, liig en Ring, forenes.

Var jeg din Eneste? O væk! væk!


Digteren


Tys, Echo! Er det Echo?

Stella! nu jeg Morg'nen hader:
       -- se den blader
af mit Lykketræe, som tør,
kun bag Nattens sorte Volde,
Frugten ud af Guldblad folde
       -- Rosenkind bag Nonneslør.


Stella

(afsides.)


Elskerinden kalder Guldhjelm Gravens Hvælving.


Digteren


Tys, Echo? er det Echo? Ha jeg hørte . . .
     Ha, jeg hader nu en Morgen
      rød: thi Sorgen
hvifter, liig en Ravnefjer,
fra dens Hjelm. I Nattens dunkle
Slør Hieroglypher funkle,
som en Guddom væved' der.


Stella


Sorg er ofte Ravnefjer paa Kongekrone.


Digteren


Ha, søde Echo, frem! Jeg hørte . .


Stella


(træder frem.)

O se, se, daadløse Yngling, din
Morgen visner! . .


Digteren


Min Himmel! er Stella? O har Du vel
læst hvad Sylvius drømte?


Stella


      Ha se, se, daadløse Yngling, din
Morgen visner, og selv du som Phaeton søger en
      kilden Angst i at brænde.


Digteren


Udsluk dit Øje da Stella! Kun jeg vil din Skjønhed
finde bag Rynker . . O gid Du var starblind som Rosen!

Vist har dit Smiil min vaagende Sjel, mens jeg slumred',
laant sine Farver, mens Regnbuedrømmen den væved'?


Stella


      En syg Drøm! hængende Lediggangs
vilde Skud, som Vedbend, der raadnende Egebul,
      kaad og spraglet, omvæver!


Digteren


Vaarskjøn du søger, en Skjærsommermorgen, paa Fjeldet
Vaarblommer -- Stella, se jeg er den snehvide Skovpryd!


Stella


      Ha, blot ud Stellas duggede
Læber tørster du efter -- liig Druen, der presses og
      bort nu kastes -- at suge!


Digteren


Glad under Ranken, hvis Drue jeg drak, jeg mig skjuler!


Stella


      Ha Du blot hungrer at tumle Dig
over Ungmøens Skjønhed, som Persiens Schach over
      Susas svulmende Liljer!


Digteren


Gid Du var Hvidtorn fra Barmen! foroven kun Stella!


Stella


      O ti Løgn! Engang din sangfulde
Elskov blive vil hæs, og din hungrige Elskov sig
      Selv vil snarlig fortære!
(Stella gaaer.)


Digteren


Farvel! Hør mit Farvel til Stella, min Stella!


Digterens Ven


kommer.

Stirr ei, Ven, i den mørke
     Bølge, skummel som Catos
Dyd: den hæver sig sort som Othellos
      sydende Galde!

Stirr ei, Ven, i den mørke
Bølge! Flyv over Norges
favre Roser, min glindsende Skye: de
      tørste i Dalen.

Ha! den ensomme Taare
er en Sorgens Herold: et
blegnet Smiil er jo Kummerens Terne,
      valmubekrandset?

Tal! thi ei jeg kan fatte
Ternens Nynnen: se nys hun
sang bag raslende Roser -- o liig en
      lattermild Nymphe.

Tal! jeg ikke Hæroldens
Sprog kan fatte: han nys, som
Glædens Sending, i Øiet høit svang en
      glindsende Landse.


Digteren


Hvælver sig ikke en Himmel, o Gud,
      under din Bølge?
Slumrer ei Skjebnen i Bølgens Skjød?


Hans Ven


Afsind! Skjebnen ei standser
ræd ved Bølgernes sidste
Skvulp: ha gjerrig den følger en iilsom,
      susende Kugle.


Digteren


Sisyphus er jeg: -- en Evigheds Træl.
           Ha, at jeg kunde
kaste et Blik under Dødens Slør!


Hans Ven


Saml ei Sorgen i Barmen!
Let den bliver pontinske,
stille Taagesøe, kjær kun for sorte,
      skrigende Ravne.

Led den dristig i Vennens
Hjerte: snart vil din Sjel da
ligne Dalen, hvor guldhaaret Sæd med
      Roserne flettes.


Digteren


Ingen kan bære min Kummer, Cleanth!
      Mig er en tidlig
Død cyrenensiske Simon liig.


Hans Ven


Ven! din Sjel er som Hekla:
-- ingen Flamme, en doven
Røg og hule og skjælvende Torden
      Rædselstid varsler.

Dunkelt brænder dit Øie,
ligner Nordlys paa Nattens
Pande: -- græd! for hver Taare en Rose
      gløder af Jorden.

Du -- o nys liig Guitarens
Toner, bruser i Stormen
huult som Æolusharpen, og livsfro
      ønsker Du Døden?


Digteren


Taaren er Sjelens Blod: o en lys,
           skinnende Alf, hvis
Moder var tidt Phantasien skjøn.

Taaren er borte: den Demant, hvis Vand
      afsliber Sorgen,
finder jeg ikke i Taagen meer.


Hans Ven


Ha, er Elskov din Kummer?
Svage, hvad er en Qvinde?
-- Blomst idag, men imorgen en Hob af
      bladløse Qviste!

Se, en Taage, om Morg'nen,
høirød hvælver sig over
Steppen: Dagen vil komme og Ørknens
      hvinende Sandflugt.


Digteren


Dyd er et Eviggrønt, frygter ei Aar:
      Seer jeg ei Stellas
Moder elskværdig, en Palme liig?

Dyd er Demanten, som frygter ei Aar:
      Stellaskjøns Læbe
finder jeg sød, om dens Purpur veeg.

Den er en Port, hvor, for Himmel og Jord,
      Dyder, fra Hjertets
Dyb, sig (som Havfruchor) tee med Sang.


Hans Ven


Se, min Brud er en Hebe,
taus -- ak, Dyd hos en Qvinde! --
evig Ungmøe, og evig vil Kindens
      Rosenvang blomstre.

Hendes Medgift er Glæde:
     altid brudeklædt Møen
staaer, med Perlekrands stolt paa chrystalne,
      funklende Throne.

Viin er Dronningens Navn: o,
elsk den Trofaste! Feen
snart din Ravn skal forvandle til Glædens
      syngende Lerke.


Digteren


O kun en eneste Drue jeg veed:
      Stellamins Læber,
hvorfor jeg gjerne gav alt mit Blod.

Bæg'ret er Letsinds Leje; men Dyd
      hviler paa Stellas
Læber (en Seraph paa Purpurskye.)


Hans Ven


Mange Møer, hvis Øie
ligner glimrende, mørkblaa
Spydod, Barmen to sølverne Skjolde,
      blomstre i Norge.


Digteren


Stedse i Hjertet jeg gjemmer et Blik,
      Stella mig gav: en
glandsfuld Saphir i en skummel Kløft.

Se hendes Barm er et Tempel af klar
      Marmor, og Hjertet
Alterets rolige Ambraild.


Hans Ven


Hæv dig, døende Ørn, til
Daad for Norrige: ofte
daadfuld Fædrelandskjærlighed boer i
      sorgfulde Hjerter,

Liig den mandige Einar
     Thambeskjælver, som elsked'
Orklas Fraade og Arnen, der laae bag
      klagende Fyrre.

Yngling, se med platonisk
Smiil, liig spraglede Skyer,
Verden iilsom at bruse forbi din
      rolige Klippe!

Yngling, nyligen glad som
Birkens bølgende Top -- se,
riig er Norriges Frihed, og mere
      huld end en Qvinde.


Digteren


Marius liig paa Carthagos Gruus,
      evig landflygtig
sender jeg Suk til mit Fædreland.

Stellas Barm er mit Fædreland:
      der er min Arne . .
-- Ha, Capitolium evig lukt!


Hans Ven


Yngling, Træl af et Smiil, af
Musklers Spil, se i Fjernet
hænger Hæderens Palme! Den glindser
      evig som Plejas.


Digteren


Vanæret stiger jeg ned i min Grav,
      æreløs døer jeg:
Hele min Hæder var Stellas Roes.

Ene min Palme paa Elsklingens Kind
      blomstrer, naar huldt den
rødmer til Beilerens gode Daad.

Kinden vel blomstrer Italiens Vaar.
           Angest jeg søgte
Palmen, men Glemselens Valmu fandt.

Døsig den spirer paa Ynglingens Grav.
      Maaskee vil Stella
spørge: "hvo boer i hiin friske Grav?"


Hans Ven


Ei tungsindige Krages
Flugt i Taagen, men Ørnens
fulde Vingeslag Palmen vil naae, som
      hænger i Skyen.

Liig en Guldørn Du stige
høit med Lyren! O Stella
glad vil undres og elske de dybe
      Toner fra Luften!

Ofte et høitsvunget Glavind
rækker Krandsen; men ofte
lokker Lyraens tejiske Klang den
      ned ifra Himlen.

Se -- hans Hjerte er brustet!
Nys det ligned' en gylden,
klangfuld Harpe, der bruuste for Dig, du
      tunghøre Stella.


Digteren


Den kun, hvis Lyra i Musernes Smiil
      glindser, liig bølge-
strengede Hav, som er Solens Speil,

lønnes med Palmen, men Glemsel vil mørk
      ruge paa Strengen,
hvorpaa kun skjælver en Taares Glands.

Før var mit Qvad en Gratie, som
      dandser paa Roser:
Lyren da glindsed' i Stellas Smiil.

Stella min yndende Muse da var:
      liig Aphrodite
frem af sit Hav, sprunge Qvad fra Sjel.

Musen har bortvendt sit Smiil, og min Sang
      bruser som Bølgen,
skummel, naar Solstraalen visner hen.

Vee mig, mit Qvad er en Aftenvind, naar
      sagte den sukker
henover Gravhøjens gustne Græs.


Hans Ven


Yngling, skjøn er en sorgklædt
Melpomene: dit Qvad er
Taagen ilende hen over Engens
      duggede Teppe.

Stella, fuld er hans Barm af
Blomster: elsk du hans Hjerte!
Stella, elsker du ei Orientens
      glimrende Hauger?


Digteren


Se, i mit Hjerte min Kjærlighed staaer,
      Bautaen liig, der
evigen sorgfulde Runer bær'.

Blegnede Baldur min Ungdom er liig:
      Skjebnen er Hødur.
Død vil jeg savne min Nannas Graad.

fortsettes i Del 2.

av Henrik Wergeland.




Skriv noe positivt og fornuftig
Alle fornuftige kommentarer er varmt velkommne her på Norske Dikt. Dersom De ikke er hypp på å skrive anonymt kan De registrere Dem og/eller logge inn. Det er ekstra gratis.