For ret og sandhed!
FOLKEVISE
"For Ret og Sandhed" er et Ord,
som Himlens eget Sprog maa ligne;
det mægtigt er den hele Jord
med alt det Bedste at velsigne.
"For Ret og Sandhed!" -- Lad det skee:
lyksalig vi da Jorden see.
Og hvis den Aand, som farer hen,
kan sanddru disse Ord udsige,
da er Sankt Petrus strax hans Ven,
og aabner for ham Himmerige.
"For Ret og Sandhed!" Løsnet er
ved Himlens Port -- Gid saa var her!
Ja Held Os! Kongen selv har sagt:
"De Ord jeg til mit Valgsprog tager."
Og sandt! i dem er herlig Magt
mod Folkets Lidelser og Plager.
Af Kongen selv sat paa hans Skjold,
de aabne Norges gyldne Old.
Nu skal, ikraft af Kongens Ord,
ei Bonden og hans arme Kvinde
forlade sine Fædres Jord,
i fjerne Vest sin Grav at finde.
Ak! om ei Ret og Sandhed var,
da Graven store Fortrin har.
Naar Ret og Sandhed er i Kraft,
forsvinde De, der Folket suge,
som Brems og Myg for Svøbeskaft,
naar Bonden rigtig vil det bruge.
Det er som Dommersværdet sang
i Konning Oscars Valgsprogs Klang.
Som Iglen i sin Mudderbund
De sig bag sine Dynger gjemme;
men fra den frelste Bondes Mund
De skulle Kongens Priis fornemme.
Hurra, Kong Oscar! I dit Skjold
forjettet staaer vort gyldne Old.
Og Ret og Sandhed raader i
hver Dommerhal, i Høiensale;
og nu maa hvert et Kryberi,
som grebne Slange, dyrt betale.
Hurra, Kong Oscar! I dit Skjold
forjettet staaer vort gyldne Old.
Som med det klare Lynildsblink,
Fortjeneste og Dyd opdages;
de kaldes frem paa Kongens Vink,
og frem til Æressæde tages.
Hurra, Kong Oscar! I dit Skjold
forjettet staaer vort gyldne Old.
Hvad kan sig Norge ønske meer?
hvad røres i dets gamle Bringe?
-- At Folket selv liig Kongen er,
og ta'er hans Valgsprog an paathinge!
"For Ret og Sandhed?" O Hurra!
Hvad meer kan Norge ønske da?
Det Sol og Regn kan ønske blot
maa falde jevnt udover Landet;
dog ønsker det, at himmelsk Godt
for Kongen er i Veiret blandet.
Paa Ham gid Blomster regne ned
fra Paradisets eget Bed!
