Forblødning
av Olaf Bull
Nu mumler lyset de sidste ord.
Snart hvisker det blot i sit bløde sprog;
et svindende ganske flygtigt tog
av noget forunderligt vandrer,
vandrer afsted gjennem vindvets port - -
splintres og glimter ugribelig bort - -
- - -
Lavere mumler dagen.
Dens slatter supes av mørkets mund,
som presses med blodige læber
op imod vindvets rund.
- - -
Og et forfærdende ansigt
staar pludselig bøiet mod mit glar -
en død verdens pande
luder med hvide øine
indover det, som var - - -
Blomster i vindvernes skjønne porte
blir til forkullede lig;
Liljerne svaier, sky og sorte
ind under blondernes flik
- - -
Gardinets deilige flor,
den sidste drøm, hvori dagen
rødmende hang i perlemor,
blaanende svang, da hén den fôr,
blir to av gravens lagen!
- - -
Hedere end av nogen ørkens sol
forkulles blomster i denne dunkle tørke;
foran det hele sidder jeg i en stol
som stille og bisat lig i seks fod mørke.
Digte (1909)
III |