Underveis
En underlig vemod slog ud i
min elskedes deilige træk;
hun sad ved mit knæ og hvilte,
men vendte sit ansigt væk;
der løb gjennem øienbrynet
et skjælvende, sjeldent gys,
og skinnende dybt i synet
stod fjerne og skuende lys!
Og hele min glæde forstummet,
som fyldte mig, hed og stor;
saa isned det til i rummet,
— og saa blev der haarde ord.
Da bøied hun sig tilbage,
saa paa mig blek og smilte; —
tankefuld atter hun lagde
kinden tilro og hvilte.
Da lo der en frost i mit hjerte,
fordi hun var ny og sær — —
jeg glemte at føle mig ydmyg
ved det, at hun dog var nær —
glemte, den haand, hun pressed,
dog var i evighed min —
min, hvor i verden end sværmed
hendes forundrede sind!
Jeg rykket min haand fra knæet;
men lokkernes guldflom gled,
blidt, som var ingenting skeet
udpaa mit haarde knæ; —
og hadet steg op og stammed
i strupen og vilde mig kvæle —
Hun laa der og drømte som lammet
ind imod livet — det hele — —
«Tæve», det skreg jeg i smerte —
Hvis var du nu i drømme?
Altid saa var dine kjærtegn
smertelig spilte og ømme —
Aa, jeg blir dyr av den vemod,
som ligger og dør i dit smil;
for alting blir had og brynde
i denne vellystige tvil — —!
Jeg reiste mig rak, jeg stødte
min elskte fra skjødet vildt — — —!
famlende fandt hun sig støtte,
— saa sagde hun tonløst, stilt:
«Jeg elsker jo dig, du kjære —
mit liv! — jeg elsker di saa — — —;
men verden er fuld av drømme,
og det kan du aldrig forstaa!
Digte (1909)
III |