Fordums-venner
(HENR. WERCELAND TIL LUDVIG DAA)
Med Døden i mit Hjerte
og Smilet om min Mund
og i mit Blik en Smerte
ifra vor Afskedsstund --
kom, Ludvig Daa, min Svorne,
jeg beder, kom min Ven!
Af tusinde forlorne
jeg har en Stund igjen.
Jeg har en Stund, at tale
om rundne Dages Strøm,
der kunde søndermale
til Skum vor fagre Drøm.
Vi os ved Fossen sætte!
Se, hvor den Skummet slaaer!
Saa, Venskab, knust din lette
Meened i Skum forgaaer.
Du gyser der ved Faldet;
Du tør ei see derned,
som om Du hørte Skraldet
af en forsvoren Eed.
Friskt Mod! Ved Fossen Birken
sin Fahne freidig slaaer.
Histudenfore Kirken
vort næste Møde staaer.
Vi os paa Engen sætte!
Dens Græs er guult og tørt.
Ak, just et Liv som dette
har jo vort Venskab ført?
Det skjød som Græs i Vaaren;
det visnede som Straa;
og Vindens Flugt har skaaren
de Ax, som sad derpaa.
Vi sætte os paa Tinden,
hvor Skyen flyer forbi!
Der seile To for Vinden,
forbundne fast som Vi.
De splittes i Sekunden.
Forbi Fostbroderskab!
Saa af vort Venskab vunden
vi har hinandens Tab.
Kom, sæt dig ved min Side!
Kom, tryk dig til mit Bryst!
Du skal dets Qvaler vide;
saa lærer jeg din Lyst.
Der var Du engang hjemme
med al den Førstes Ret.
Ve mig, som ei kan glemme!
Ve Dig, som kunde det!
Vi sætte os paa Randen
af vildest Afgrunds Hang!
omfavne saa hinanden,
og saa, min Ven -- et Sprang!
Lad Dybet Tvende gjemme,
som vare engang Eet!
Ve mig, som ei kan glemme!
Ve Dig, som kunde det!
