Frants Henrik Aubert
Heller styrte ned i Gruus
stoltest Taarn paa Agershuus,
heller briste
Haldens gamle Gyldenløves
tordenmørke Bastion,
Vingers Tind sin Krone miste
-- den som skinner i det Fjerne
som en sjunken søndret Stjerne --
end du skulde saa bedrøves
i dit Hjerte, min Nation!
I Hans kloge Pande stod
mangt et Taarn paa stolten Fod.
Bød Du, Norge,
op i Høiden flux sig drejed
qvadersøilet hans Idee
og du i hans Hjerne ejed
mangen herlig Stjerneskandse,
mangen Borg med Krands og Tinde,
truende mod alle Vinde.
Vilde Bølge skulde standse
for hans Storværk at besee.
Ak, nu ligger Muur og Borg
brustet i en Enkes Sorg!
Alt forsvinder,
som en Drøms Kontur der blegner,
i den Taare, som sin Flugt
skynder over hendes Kinder!
Værket ved de vilde Vande
standset staaer paa Ligets Pande.
-- O jeg seer den . . o hvor tegner,
o hvor meisler Døden smukt!
Ak, en Krands af mørken Eeg
gjør den endnu mere bleg,
som en Bystes
af en Romer, ædelt skaaren,
marmorhvid som Maanens Skjær!
Ak, hvor Døden skjønt forlystes!
Krands om Panden, naar den smuldrer!
Fahnen sænkes, Trommen buldrer,
Folket sørgeklædt ved Baaren
for sin stolteste Aubert!
