Frida.

Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søk
Cross.png

 Frida, jeg vidste, du ej vilde leve.
Steg blot en tanke med magt til at hæve, -
stirred du henad med higende kræfter,
som vilde du efter.

 Øjnene, o så forundrede, klare,
glemte at se, medens du glemte svare:
da vokste snehvide vinger, som siden
bar bort over tiden.

 Talte du, spurte du, blev jeg halvt bange;
øjne og ord syntes begge forlange
renere klarhed, en tankernes sejer,
som jeg ikke ejer.

 Sprang du som barn, når det kommer fra skolen,
rystet du lokker som vandspring i solen,
lo du, så himlen sig åbned i glæde
over din glæde, -

 eller en modgang så dybt kunde ramme,
som brast dit hjærte itu med det samme,
tankerne tabte i smærternes vrimmel
både jord og himmel, -

 da, o, da så jeg: din glæde, din smærte
vare for store for menneskehjærte'.
Hist fik de rum! - Men her blev det så lille,
så trangt og så stille.

av Bjørnstjerne Bjørnson.

Skriv noe positivt og fornuftig
Alle fornuftige kommentarer er varmt velkommne her på Norske Dikt. Dersom De ikke er hypp på å skrive anonymt kan De registrere Dem og/eller logge inn. Det er ekstra gratis.