Guldkorn (af det tydske)

Saalænge Du er ung kan det Dig vel behage,
naar over Andre Du et Hoved frem kan rage.

Men bliver ældre Du og sløvt dit Øies Ild,
Maaskee kun til Besvær hiint Fortrin vorde vil.

Meer nær til Himmelen du vandrer derfor ei,
men mindre tydeligt seer Græsset paa din Vej!

Desdybere kun vil sig sænke paa dit Bryst
dit Hoved, for at see paa Jordens grønne Lyst,
som Gubben sænker det, for end engang at skue
de Blomster, der nu snart skal dække Gravens Tue.

Den Herre ikkun slet sit Tjenerskab paaskjønner,
som flittig Tjener ei saa godt som doven lønner.

Som Solen stikker han den, som i Marken sveder,
og straaler mildt for den, der sig i Skyggen breder.

Hver er sig nærmest selv; om denne gyldne Lære
Dig Træets Blade ret et Vidnesbyrd kan være.

De suge al den Regn i sig, som Skyen giver,
saa intet Jorden naaer, og derfor tør den bliver.

Først naar de qvæged' er', de ryste af igjen
al Overflod i Muld; nu Touren er til den.

Hvad ofte rystes ud fra Slottets høie Karme,
o kom det ligesaa i Hytten til den Arme!

Hvormed skal vel den Dag idag for Dig udsmykkes?
Hvad mon der lykkes skal, og hvad igjen mislykkes?

Hvad Skjønt skal Øiet see, hvad Sandt skal Sjælen tænke?
Hvordan skal Aand og Sind sig hæve og sig sænke?

Hvad den saa bringer, Du det bjerge smukt med Haanden!
Hver Dag, Du lever i, en Høstdag er for Aanden.