HUN

av Georg Brandes.

Naar i min egen Sjæl jeg ser og svimmel
i Moderløshedens Dyb jeg nedad stirrer,
af Jammerkval mit hele Væsen dirrer
og Blikket søger mod en Himmelstrimmel.

Den Blaa, hvorved da mien Øjne dvæle,
det er din Aand, som lyser gennem Taager.
I den min Kummer sover; Haabet vaager
i denne Aand for to Sorgslagne Sjæle.

Sorter etter dato Sorter etter poeng

Slå på automatisk oppdatering av kommentarer

Skriv noe positivt og fornuftig

Alle fornuftige kommentarer er varmt velkommne her på Norske Dikt. Dersom De ikke er hypp på å skrive anonymt kan De registrere Dem og/eller logge inn. Det er ekstra gratis.