Han fik ei lov til at lægge ud

Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søk

av Bjørnstjerne Bjørnson

Han fik ei lov til at lægge ud,
hans far var gammel, hans mor var svag,
og bruget voksede dag for dag: -
"Hvad vil han ogsaa paa vikingfærden?
Her har han alt, som kan ønskes i verden."

Men gutten længtes, naar skyen jog;
da saa han, kjæmper til slaget drog.
Og gutten længtes, naar solen sken;
da saa han kongen i hallen tren.
Han stod, han glemte at gjøre gagn,
han stod og tænkte paa gamle sagn.

Det var en morgen, afsted han drev
mod yderste skjær, mod det aabne hav
at se paa legen om strand og rev
og høre dønnet, som kampen gav.
Det var en dag i den første vaar,
da stormens røst over landet gaar:
du maa ikke længer islagt sove! -
da saa han syn, som gav lyst at vove.

Der laa et langskib i staalgraa vig,
det hvilte ud efter stormens krig.
Dets seil var bundet, det selv fortøiet,
men syntes derved ei vel fornøiet;
ti seilet rekked, og masten rysted,
og skibet huggede skum med brystet.

Ombord man tog sig en liden pust;
man sov, hvad heller holdt maaltid just.
Da hørste ned fra klippen raabe,
- det syntes ord af en topmaalt taabe -:
"Tør ingen ride saa høi en baare,
saa giv mig roret; - jeg længes saare!"

Nogle saa op imod fjeldets hang,
andre vendte sig ei engang;
ingen lod sig sin madro rane.
Da faldt en sten og blev to mands bane.

Op sprang alle fra dæk og tilje,
kastede madkar og grev til vaaben;
opad pilene sang, - men aaben
stod han paa klippen og gav sin vilje:
"Høvding! giver du skibet med lempe,
hvad heller lyster dig først at kjæmpe?"

Sligt at høre blot tidssplid var,
et spyd blev skikket at gaa med svar.
Traf ham ikke. Han sagde rolig:
"Min venter ingen i dødens bolig.
Du, som havene alt har pløiet,
kan gaa derind eller hjem dig skynde.
Alt, du under dig her har bøiet,
det maa du give; jeg skal begynde!
For mig du samled; nu mig du heter!
min tid er kommen; paa mig det venter."

Den anden lo fra sin høie løfting:
"Ifald du længes saa, som du siger,
fred skal du nyde. Kom, bliv min kriger!" -
"Det kan jeg ikke, jeg fødtes høvding.
Jeg ved min vei, og saa maa jeg byde;
det ny kan ikke det gamle lyde."

Forgjæves øret mod svar han lagde.
Da sprang han nærmere ned og sagde:
"I kjæmper, høvdingen vise skylder,
hvem seiersfader sit guld forlener.
Ham, som det bliver, ham hærmænd hylder.
Skam den, som ikke det største tjener!"

Da blussede høvdingens kind af harme;
han sprang i sjøen og svam mod landet;
den andre hoppede ned mod vandet
og tog ham op i de sterke arme.

Men høvdingen saa ham i øiet ind,
og straks han kjendte hans høie sind.
"Kast vaaben til ham, han ingen eier,"
ombord han raabte. "Hvis du faar seier,
saa kan du sige, han selv dig rakte
det sverd, du svang, da du fald ham bragte."

Og kampen reiste sig under gjeldet,
hvert hug gav sukkende døn tilbage.
Derude snøfted den vrede drage,
snart laa dens høvding paa stenen fældet.

Det gav et skrig mod det isgraa fjeld,
det myldred op ifra stævn til stævn,
i sjøen sprang de hver mand til hævn
og stod snart oppe paa klippehæld.
Men svagt den døende haanden svang,
han bød iblandt dem for sidste gang:
"En mand maa falde, naar han er færdig;
ti stort skal sluttes en kjæmpesang!
Tag ham til høvding; ti han er værdig!"
Han mer ei kunde, hans læbe blegned.
Hans kjæmper ilede til; han segned;
ham plads var ryddet ved Odins bord,
paa hin han viste, idet han for.

Den nye nøvding var ikke sen,
han steg paa stenen og tog til orde:
"Først reises tegn over heltens ben,
og derved mindes, hvad stort han gjorde.
Men før det kvelder, vi seil maa heise:
ei døde hefte paa livets reise.

Og varden bygdes, og seil for op,
snart dragen leged paa bølgens top.
Et minnidraapa klang over sjøen
til ham tilbage paa dødningøen;
et velomstkvad mod den unge for,
han stod i løftningen ved sit ror.

Men da han hjemmet strøg tæt forbi,
hvor alle stormede ned mod stranden
med raab, med undrende syn paa manden,
som styred Øgers sjøsterke ski, -
faldt kveldsom rødlig paa seil og skjold
og paa den høie bag kjæmpevold!

Han styred skibet ret lige paa,
saa ræd de raabte: "Han vil forgaa!"
Han vendte skibet, saa der stod gov,
og smilte mod dem: "Faar jeg nu' lov?"





Ris, ros og synspunkter
Norske Dikt welcomes all comments. If you do not want to be anonymous, register or log in. It is free.