Ole Gabriel Ueland.
Det har arbejdet længe
og stille slægt på slægt,
før sådan kraft kan sprænge
århundres vane-vægt.
Hvad bondens bund kan bære,
skønt aldrig der blev såd,
det er vor folke-ære, -
og har vor fremtid spåd.
De alvors-fulde fjorde
i snefjæld-skyggers rund
hans barndoms tanker gjorde
og livets dybe grund.
Når viddets sol da spilled
på fjord og fjældes sne,
det gav så højt et billed,
som nogen vilde se.
Da han til tinge mødte
og rejste bondens sag,
hvert ord en stråle fødte
i folkets unge dag.
Det kom som gammel tone,
det kom som fjæld-gemt sagn,
det kom med fortids krone
til slægtens pryd og gagn.
Skønt bonde bag om plogen
og sjømand i sin båd
han tænkte fint som nogen
i hele kongens råd.
Hans år er vidner dyre
om, at vi nok skal nå
det jævne folke-styre,
som han i ånden så.
Selv gammel, træt og svækket,
han trodde på sit værk;
den folke-ånd, han vækked,
blev altid mere stærk.
Han sank ind under mærke,
og vilde længer frem, -
derfor valkyrjer stærke
bar gubben med sig hjem.
Fra vinter-nattens gysning
han festlig ledtes ind
i saga-hallens lysning
mod høvding-bænkens trin.
Så mangen gammel herre
sig rejste og gik fram,
men først af dem kong Sverre,
han var i slægt med ham.
av Bjørnstjerne Bjørnson.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer