Ved en vens bryllop.
Mod Herren i det høje
med uskylds tro en dreng ser op,
som i sin moders øje
og jule-træets top.
Men alt i yngling-alderns storm
han såres dybt af Edens orm,
og heftig frem han iler
og tviler.
Da står på solskins-høje
hans barne-drøm med brude-krans;
i kærlighedens øje
er troens himmel-glans.
Som fordum i sin moders favn
han stammer atter Jesu navn
og knæler ned og beder
og græder.
Og straks han dernæst iler
i tvil og kamp mod livets top,
står ved hans knæ og smiler
to barne-øjne op.
Han bliver barn i dem igen; -
hvor så end hjærtet drages hen,
det holdes varmt i bønnen
for sønnen.
Som barn blant børn han ynges, -
intil de skilles, og han står
alene, træt, og tynges
af ansvar og af år.
Da synker han i minner hen; -
med alt, som han kan finne 'gen,
mod barne-himlens under
han stunder.
Snart er hans liv da vorden
et kreds-løb innen barnets ring:
han kom, - han fór fra jorden
på sjælens barneving'.
Og hvor som mand han faldt med skam,
det barnet var, som løfted ham.
Om dette også slår sig,
det står sig.
Hvad stort på jord blev funnen,
det barnet i os altid fant,
hvad varmt i sjæl er runnen,
af barnets gråd det rant.
Hvad skønt som glimt i tanken steg,
gav barnet i vor sjæl i leg; -
al verdens kløgt er siden
for liden.
Får barnet bare råde,
så lever vi i værste nød
som af Vorherres nåde,
der gir i ørknen brød.
Ja, hvad end træffer, selv foragt,
den gøres om til troes-magt, -
og lykken blot os ildner
og mildner.
Held den, som fremad leder
så langt, at han et hjem er værd;
ti først et sådant freder
om barnets milde færd.
Held bruden, som fik englens magt,
så barnet i hans bryst blev vakt,
Nu bygger det på broen
mod troen.
av Bjørnstjerne Bjørnson.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer