Huldren
Naar Løvet falder,
kan man høre Huldren ſukke;
thi ſnart i Fjeldets Haller
maa hun ſig indelukke.
Mens Somren varer,
hun bygger og bor bag Løvet;
ja, tit blandt Sangfugl-Skarer
ſidder hun frydbedøvet.
Den førſte Svale
har hun baaret mildt paa Skuldren;
den fløi til dybe Dale
med Glædesbud fra Huldren.
Fra Fjeld-Altaner
udſlaaer hun, naar Jonſok kommer,
Tapeter og Høitidsfaner,
vævde af Løv og Blommer.
Mens Fuglen tier,
og Solen bag Aaſen daler,
hun ſpiller i grønne Lier
de fuldeſte Skov-Koraler.
Naar Glædens Dage
henviſne med Birkens Krone,
da la der hun Spillet klage
med ſitrende, dæmpet Tone.
Naar Løvet falder,
hun flytter med tunge Sukke
til Fjeldets ſorte Haller,
ſom Jetteſtenene lukke.
Mens Huldren flytter,
Du maa ei til Fjeldet vandre;
dvæler Du der og lytter.
kan hun dit Sind forandre.
Paa Folkets Munde
bor Sagnet om Spillemanden,
der kom fra viſne Lunde
med Kummer-Sky paa Panden.
Han rørte ſiden
ſit Spil over Blomſterenge;
men Suk fra Løvfaldstiden
bævede paa hans Strænge.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer