Hvor tiden haster!

Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søk
Originalens versemål.

Hvor tiden haster, Postumus, Postumusl
fra år til år, — og rynkernes fæle hær
    og aldrens ublu krav, så lidt som
        døden, den uovervindelige,

din fromhed stanse kan, om så hver en dag
du bød tre hundred tyre som offer frem
    på Plutos altar: ubønhørlig
        bort han til skyggernes land skal føre

forvist og dig! did alle, som næres her
af jordens skjød, skal seile ad sorten strøm, —
    om jordegods som drot vi eier
        eller en leilændings kår kun frister.

Forgjæves Martis blodige val vi skyr
og bølgens brott på Hadrias hæse hav;
    mod lumske høstvind vi forgjæves
        ængstelig søger vort legem skjerme:

Kokytos’ dystre flod med dens træge væld
vi skal dog engang skue, som Sisyfos
    og Danaos’ døtre, der de evig
        træller, til straf for sin svare brøde.

Fra gods og gård, ja selv fra den elskte viv
du skilles skal, og ikkun en trist cypres
    af alt, hvad her på jord du planted,
        følge dig vil, når din frist er omme!

Mer flot end du, din arving skal hente frem
fra hundredlåset gjemme din Kækuber; —
    dens blod, et gudemåltid værd, skal
        stænke dit gulv med sit dyre purpur!