Romas storhed

Stævn kjækt med retfærds våben mod målet frem,
agt mængdens magtsprog ei og dens lumpne skrål;
   stans ei! med stålsat mod du møde
      truende vink fra tyrannens øie, —

og storm, om vild som frådende Hadrias drot,
og lynet, sendt fra Juppiters sterke hånd!
   om kloden rokkes end, — en frygtløs
      dig i sit fald skal ruinen fælde!

Ved denne kraft steg Pollux og Herkules
ad steilen vei til stjernernes lyse borg, —
   der vor Augustus og skal hvile,
      drikkende nektar med purpurlæber.

I pagt med den, o Bakkus! du styred frem
dit tiger-spand, som steiled i uvant åg;
   vred den Kvirinus fordum flygted
      bort ifra Orkus på Mars’s ganger,

da røstet var af Juno i guders råd
med samstemt bifald: Ilion, Ilion!
   dig har hin uheldsvangre dommers
      letfærd og fremmede kvinde styrtet

i grus; men du, dit folk og din træske drot
var alt forlængst — da løftet om løn os sveg
   Laomedon — i guderådet
      prisgivne mig og vor kyske Pallas.

I glans ei mer hin frække forfører står
for Sparta-kvinden ; mensvorne Priams hus
   ei mer formår ved Hektors vadde
      knuse akivernes kjække skarer,

og endt er krigen nu, som vort indre kjevl
drog ud: velan! så skjænker jeg dig, min Mars,
   min harm, mit bitre nag til sønnen,
      som dig Trojaner-prestinden fødte.

Ja, før ham ind — det sker med mit minde nu —
i lysets borg, i salige guders kreds!
   fra nu skal her blandt os hans læber
      smage den himmelske nektars sødme.

Sålænge havet frådende hvælver sig
fra Rom til Ilion, held de landflygtige
   jeg ønske vil, hvorhelst de færdes;
      ser jeg kun Priams og Paris’ gravhøi

af fæfod trampet, hulet til sikkert skjul
for rovdyrs yngel — Roma! da skal din lov
   af undertvungne Meder lydes
      og med sin glans Kapitolium stråle!

I fjernest krog skal viden i verden om
med skræk du nævnes: der, hvor sit skjel har lagt
   mod Afrikaners land Europa;
      der, hvor af Nil-flommen jorden vandes!

I stolt foragt for guldet — som heller må
af muld for evigt dækkes end tvinges frem
   til verdsligt brug af griske hænder,
      rede til ran selv fra helligt tempel —

skal frem til jordens yderste skjel du nå
med sverd i hånd, om hisset dig lyster se
   en verdensdel, af solens flammer
      eller af tåge og regnskyl herjet!

Dog kun på dette vilkår jeg varsler dig
slig fremtids lod, du hårdføre Romas folk:
   ei barnefrom, ei overmodig
      tænke du atter et Troja bygge!

Ti reises atter Troja en usæl stund,
sit fald skal tofold tungt det at føle få,
   når jeg, jeg, Zeus’s viv og søster
      frem mine seirrige skarer fører.

Og stiger tregang frem på Apollos vink
af malm en mur, tregang for akiver-hånd
   den styrte skal, tregang i trældom
      hustru skal græde for mand og sønner!

Men når blev lyrens skjemtende strenge stemt
til sligt et kvad? Stans, Musa, forvovne, stans!
   Hvor tør du guders taler tolke,
      høihed ved fattige vers forringe?

• Tilegnelse 3
• Pyrra 9
• Teuker 13
• Ved vintertid 19
• Forsoning 23
• Til Lyren 27
• Sølvet 31
• Hvor tiden haster! 35
• Tilfredshed 39
• Nøisomhed 45
• Romas storhed 53
• Troskab 63
• Neobule og Hebrus 69
• Til vindunken 73
• Digterens eftermæle 77