I det grønne
Flyv, fagre Vaar, saa let og glad
dog ei afsted med alt mit Had!
Jeg vilde nok min Vrede skjænket
en skummel Stund, i Hagl nedsænket.
I Ilingsvejr med Hagl og Sne,
der knækked blomstfuldt Abildtræ,
den Time maatte vist henrinde,
hvori min Harm jeg skulde minde.
Nu i dit bløde Græs den døer,
meer blid end mangen Ømhed før.
Med Vellyst, som i Blodskyl varme,
døer hen tilgivende min Harme.
Og vaagned engang min Foragt,
fik Spotten Lyst at gaae paa Jagt,
strax brast i Latter mine Smerter
ad Mygs Musik og Frøkoncerter.
I Solskin smelter alt mit Nag.
Sligt Ord er ei i Bølgens Slag.
Jeg lytter til de Strandens Toner --
Hvor mildt du, søde Chor, forsoner!
Hvor venligt nikker Straa til Straa!
Gid Jordens Herre det forstaa!
Han visner hen og døer som dette
-- hvi da sin Foraarsfryd forgjette?
En farvet Straale selv, sig toer
i Solskin Ormen, mens den snoer
sig om min Ankel -- arme Sleve,
troskyldig er du: Du skal leve.
Der er i denne søde Stund
ei Draabe Gift i Ormens Mund.
Mon hine vel mig meer fornærme,
som krybe henad mine Perme?
Kom hid til Droslens Bryllupsfest!
Den synger vildest vel, men bedst.
Den spotter ypperligt fra Qvisten
jer Æsthetikler og jer Tvisten.
O Foraarsluft, hvor sød og let!
Tro den er Sylfers Aandedræt,
men bland ei i dens milde Hviften
det sorte Suk! Det var Forgiften.
Og du min kjære, hvide Hæg,
trofaste Ven af Hyttens Væg,
du laane Vreden ei din Skygge!
I den tør ingen Sorger bygge.
Til næste Vaar du skal maaskee
bestrø min Gravhøi med din Sne;
kanhænde den i Bægret drysser,
som jeg, der Brud ei har jo, kysser.
Ryst lystigt Perlekronen af,
om saa det bli'er du strøer min Grav!
Gid sjelfuld Ynder af det Skjønne
gjør den til Græsbænk i det Grønne!
Der, Uven, sæt dig, om du tør,
og elsk Naturen meer end før!
Da skulde du vel ogsaa fatte,
hvad Bund den i min Cithar satte.
Negtet Optagelse i den Constitutionelle, som jeg troede at burde forsyne med et og andet Bilag til dens forskjellige Paastande om mig.
H. W.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer