I tordenen
Torden ruller over Jorden,
som et Morildhav om Norden,
Kampsky liig om Skjoldegjorden;
Tordenskyen, som Dødens Flag,
vajer paa en Lynildsstag,
som -- ha stærke Kjæmper flytte
ned fra Himmelen i Dybet.
Se, mens Himle kjæmpe, lave
Jord i Sorg sig maa begrave.
Alle Reder (Slot og Viol,
Rosenqvist og Kongestol)
maae nu tause lukke sig;
Bjerget segner over Krybet,
alle Dale ligge Liig.
Jorden tør ei, ved en Storm,
dømme, i det Ragnarok,
Hvem der Sejerslaget slog:
Lynets røde Midgardsorm,
Tordnens Fenris, guul og sort,
i den hvalte Regnbuport.
Taus den slikker Valens Blod,
faaer den hele Tvekamps Bytte,
mens den tier, sukker, haaber;
gjemmer slagne Skyers Taarer
dybt i Knop og Blommerod
Palmeblad og Kokusnød;
Ranken fanger dem i Støvet,
gjemmer dem i Druens Skjød.
"Bort nu med Jordens sangfyldte Templer og
messende Præster! Jeg vil nu dyrke min Gud, mens
Himlene synge, og,
klædte i Høitids sorte Talarer, de
bølgende Skyer høit: Halelu!
juble til Herren i Chor med
luende Tunge.
Skyerne synes sortklædte Præster med
skinnende Isser eller vor Christus med blodrød
Tornkrands om Issen -- o
Lyn over Lyn, som Blodsdraaber falde; men
Tordnens Triumphskrig gjalder -- Ejah!
Jorden er reen som dens Rosers
regnfulde Blade.
Regnbuen, se, fra Himlen til Jorden blandt
Lynkjerter (tænk paa Faderens Festhal da tabte
Søn kom igjen!) som en
Soningskrands ophængt, flettet af Menneske-
hjerter og Engles Vingeblaat . . Ha,
Halvten i Dybet sig sank: o
Djævlene frelses!"
Saa vil Gotthilf, Christen, tilbede.
"Se imellem Synskredsens røde Tempelgardiner
-- Halelu-jah! --
paa Bjerget, som paa et Altar,
knæler en Sky, som en kulsort Tyr med gyldne Horn!
Ha, Cheruben daler . . med Flammeglavind han ofrer
-- Halelu-jah! --
Tys, Tyren brøler, og opad
springer som Regnbuen dens Blod, og drypper ned som Man."
Saa vil Nathan, Jøde, tilbede.
"De Troendes Hjerter bøje sig som Flodernes Blomster . .
de briste med et Balsamine-suk,
og Sjelene dampe op med Schirvans Rosers Vellugt.
Allah aabner sin Himmel.
De vantroe Aander, sultne ved Duften af Paradiset
-- se Tordenskyer! -- stimle udenfor.
Profeten -- se Lynet! -- drager da sit Sværd, at kløve
sine Hellige Vejen.
Men af Paradisets Blomster Allah fletter sin Regnbu,
at alle onde Aander (se,
de dale som Taarer!) kunne ned til Jordens Vugger
stige, bedre at leve."
Saa vil Ali, Moslem tilbede.
"Ormuzd fra Østens Hvælv i Lyn
(O, trods din Taushed, see vi, du er Sandhed!)
Ahriman fra Vestens Dyb i Tordenskyen
(O, trods din Torden, høre vi, du lyver!)
frem, for at kjæmpe om Jorden, drage.
Se i din Barm den samme Kamp:
der er dit Hjertes Slag en Guddoms Lyn mod
Aarernes og Lændens sorte Tordenbrag.
Vandt den: saa se, i Taaren paa dit Smiil,
Izeds[1] som stige til Jord paa Regnbuen.
Ha, i de store Kræfters Kamp
Akhar -- o Tidens Dyb, den Ubegrændsede --
Regnbuen har slaaet om Himmel, Jord og Dyb,
sigende: "Skjælver! dette Alt er Mit!
Ormuzd, min høire Haand, der griber
Verdnerne ud af mit eget Dyb!
Ahriman, min venstre Haand, der skyller
Verdnerne ned i mit eget Dyb!
Hvo af Eder vil gribe
Jorden, mit Herskeræble,
midt imellem Eder,
midt i dette Rige, i denne Himmel lagt?
Ah de flye, Ahriman og Ormuzd!
Men række Hænderne først mod Akhar,
i Østen til Afsked, snoe dem sammen: se
der er Regnbuen fuld og hvælvet!
Ahriman sig sætter i Skovens Skygger,
og hyler Stormvind . . Det er Nat.
Ormuzd sig sætter paa Aftnens Ararat,
og græder Stjerner . . Det er Nat!"
Saa vil Sofi, Perser, tilbede.
Ak, hvem sang med Tordnen vel
bedst sit: "love Gud, min Sjel!"
Christen, Moslem, Hedning, Jøde
maatte dog hverandre møde
inden samme Faders Arme.
Hver, med eget Tonefald,
banked' paa den samme Hal,
og, i Røg af Taarer varme,
sank de til hverandres Barme.
Sørgeligt, i Enrum tør
Hjertet hæve kun sit Slør.
Rører eller hører Nogen
Den, som beder taus i Krogen,
rækker Bønnen sine Vinger,
som den over Stjernen svinger,
rundtom alle Hjerter snoer,
rundtom Himmel, Helved, Jord,
sammen (som en øm Polyp
sine lange Følehorn)
ruller sig til Hjertets Dyb . .
. . og en Dyd er nær forloren.
Thi han, med skinhellig Mine,
maa nu lydt i Templet trine,
tør nu bede kun for Sine;
Alle Andre maa han kyse
med en Haand og Mund, som skjælver,
ned til Hevn i evigt Helved';
sine Egne maa han lyse
op til Himmels med en Taare.
- ↑ Persiske Engle.
av Henrik Wergeland.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer