Indsøen

Der ligger den solkokt, vor lille sø,
i kvelddovent bladsus med boksende ringer,
saa ofte en mort gad snappe en mygg
og speiler to havfuglevinger.

Den kom hit ifjor, den er her iaar,
min stormdrevne maake - der er den! - og stedse
saa jeg den hvileløs, skinnende hvit
i blaamæt sommerluft kredse.

Hørt har jeg ogsaa dens klagende skrik,
mens selv jeg forstummet lot tiderne rinde:
Vi ensomme to, vi kan ikke vei
tilbake til havet finde!

Hvor sol gaar under, der syder det op
bak skoger og korngyldent flimrende sletter.
Jeg ser paa vor sø og drømmer om hav
i alle de lyse nætter.