Ivar Ingemundsons kvad.
Hvorfor fik jeg længsler,
som jeg ikke kan løfte?
Og hvorfor ser jeg,
når jeg kun skal se sorg?
Flyver mit øje ud i det store,
skylles alting sammen som i storm,
men flygter det tilbage i det mindre,
da mørknes det af medynk.
Ti jeg ser et folk uden fører,
jeg ser en fører uden folk.
O, hvor folket lider!
Og føreren, hvor han længes!
Vidste, vidste mændene,
at han var midt imellem dem!
Men de ser en mand i lænker
og lader ham ligge.
Skibet rives bort i stormen,
en dåre står tilrors, hvem kan redde?
Han, han, der længes under dækket,
halv-død og i lænker.
Hør, hvor de skriger
og strækker arme mod Dig!
De have frelsen i sit skød,
og Du siger det ikke?
Skal de da alle omkomme,
fordi den ene fattes?
Vil Du ikke ofre dåren,
så de mange kan leve?
Forklar mig: ordet lyder:
én skal lide for mange.
Men mange lider for én,
o, forklar mig!
Den visdom, Du gav mig,
vikler mig ind i gåder,
og de lys, Du tændte,
leder til mørke.
Men ikke mig alene,
millioner, millioner!
Rummet rummer ikke alle spørsmål
fra jorden og op mod himlen.
Svaghed kaster sig på knæ i klostret,
men kræfterne vil frem,
de trænges, de længes,
de trykker hinanden ud af landene. -
Hvorhen? For deres øje er nat.
"I Nazaret er lys oppe!" roper en,
- roper så hundre tusen,
alle ser det: til Nazaret!
Men den halve del dør på vejen af hunger,
den andre halve for hedningernes sværd,
pilgrimen af pest i Nazaret, -
var Du der, eller var Du der ikke?
O, hvor er Du?
Den hele verden er oppe
og på færde efter Dig,
og leder efter Dig!
Eller var Du i hungeren?
Var Du i pesten?
Var Du i hedningernes sværd?
Salter Du med vredens salt?
Lutrer Du i lidelsens ild?
Har Du millioners millioner inne i Din fremtid,
som Du således vil frelse?
O, mod dem er de tusen, der nu lider,
kun én,
og den ene, jeg vilde bede for,
ingen!
Jeg følger en liden bæk
og kommer til et hav,
jeg ser på en liden dråbe,
og den dunster ind i de uendelige skyer.
Se, hvor jeg tumler viljeløs
på tankernes vover.
Vinden væltede min lille båd,
ved vraget holder jeg mig.
Led mig, led mig,
jeg ser ikke land!
Løft mig, løft mig,
jeg kenner ingen grund!
av Bjørnstjerne Bjørnson.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer