Jægeren og løven

Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søk

(FABEL EFTER LAFONTAINE)

Sin Hund en Jæger havde tabt.
    "Den Løven tog -- han sagde -- men
jeg Løven sværger Død igjen;
ha! træffes vi, undgaaer han knapt!"
En Hyrde hører det, og mæler:
"Bag Bjerget, i hin Egeskov
den Vældige i Skyggen dvæler.
Jeg er beskyttet for hans Rov
ved maanedlig at give ham
i Told et Lam."

End talte de, da Løven (som
tilfældigviis) med Brølen kom
og Praleren paastedet (som
tilfældigviis) sig vendte om,
og løb saa rapt, at Folkerygtet
har nævnt det stygt, men sandt: han flygted.

Ja, Hyrden har fortalt, at ei engang
han Tid til Afsked fik, men sprang,
saasnart han øined Løvehuden,
nok den foruden.

Hvor Mange mellem Os,
der førend Krigens Fare
de største Helte vare,
løb ei ved første Skud fra Glommen og til Moss?