Kongen og skomagermester Peer Pinde
Ingen ærer Kongen meer,
end Jeg gjør, Skomager-Peer.
Ja jeg gjør det!
Men min Syl jeg bytter ei
med hans gyldne Scepter -- Nei!
Mon jeg bør det?
Kongen i sit stolte Slot
vil, men kan ei, gjøre godt
imod Alle.
Jeg gjør Sko til Hver og En,
som har Raad, for sine Been
at betale.
Kronbedækt, i Gyldentøj,
sidder Kongen, strunk og høj
paa sin Throne;
Vadmel Jeg gaaer i minsandt,
og en Luve (lidt paakant)
er min Krone.
Kongen Nat og Dag i Eet
maa til Alle Lov og Ret
varsom skipe.
Naar Fyrabendstimen slaaer,
fri som en Baron jeg gaaer
med min Pibe.
Mange Barn har Landets Far,
Nattesøvn kun kort han har
for sin Tanke.
Jeg blier daglig fetere,
fast de fete Stekene
sjelden vanke.
Lagt paa Kongens Sølverfad
seer jeg fiin, men lidet, Mad --
hvad den hedder.
Af min Bunke og min Skaal
spiser jeg mit Flesk og Kaal
og Poteter.
Af de Store Kongen tidt
har af Sorg vel meer end sit
hele Aaret.
Kommer Liden, kommer Stor,
siger jeg: "Goddag, min Broer!
Nu hvor gaaer det?"
Mere end man tænker, meer
Kongen paa sin Sekreteer
tidt kan skjænde.
Slusker "Ola" Sømmen ned,
af min Spandreim han Besked
faaer at kjende.
Gud jeg beder: "Herre giv
Kongen langt og saligt Liv,
Magt og Ære!"
Engang skal bag Dødens Flod,
Han og Jeg, hvis Jeg var god,
sammen være.
Over Kongens trætte Been
hvælves herlig Marmorsteen
til Hans Minde.
Men i Kirkegaardens Vraa
paa et malet Bræt skal staae:
"Mester Pinde."
