Nissen i "dramatikken"
PRO- OG EPILOG VED AABNINGEN AF STUDENTERNES AFTEN-
(Et Par Sekunder før Teppet gaaer op hører man et qvalt, ligesom underjordiskt, Skrig: "Hjælp! Hjælp!"
Teppet gaaer op; man hører at Skriget kommer fra Soufflørhullet. En rød Piklue og lidt efter lidt en
Figur i graa Nissedragt, men i sig selv en bebartet Student hæver sig frem deraf. Det er)
" -- -- Hvad, Højstærede, I studse
over at en Karl som Jeg,
der kan Knebelsbarter pudse
skreg om Hjelp og løb sin Vej?
Jeg skal sige Eder Sanden,
skjøndt I veed den med hinanden:
Knebelsbarten gjør ei Manden,
heller ikke Horn i Panden
(synbart nok for En og Anden)
Fanden.
Desforuden, som I skue,
er jeg ikkun Karl for Lue,
men har aldrig vær't for Hat.
Sagen er kun denne, at --
Jeg er fød i Maridalen
med et deiligt Furutræ,
som blev fældet her til Salen,
der, paa kloge Folks Befalen
og Spidsborgeres Betalen,
skulde give Kunsten Læ --
ja, hvad mere er, som skulde
yde norsk Gemytlighed
Hyggen af et Arnested.
Nok!
Paa en ganske vakker Dag
fik jeg mine Øine fulde
af et Chor af Øxeslag,
og jeg blev, mod Tro og Love,
ør og muggen
over den fordømte Huggen,
flyttet fra Peer Ankers Skove
hid i Væggen med min Stok.
O, hvor jamred vi tilsammen!
Taarer, tunge som af Rav,
haglede fra Furustammen,
medens under Øxens Rammen,
ud sit fagre Liv den gav.
Og det dybe Drøn i Slaget,
hvormed Øx paa Øxe faldt,
var det Støn, hvormed jeg klaged
over Tabet af mit Alt:
af min skjønne,
eviggrønne,
duftopfyldte,
søilestolte, solforgyldte
frie Bolig, som sig hæved
kjæk fra Mellemkollens Brant,
og hvor jeg lyksalig leved
mens Aarhundrederne svandt,
svandt derneden dybt derunder
hvor den steile Afgrund bunder,
svunde uden andre Spor,
end at Mosens arme Flor
gulned, blegned og forfulned
og at Bjerkene hensmulned
medens frisken Skud fremgroer.
Førend ti Minutters Tid
-- o for Sorg en Evighed! --
sank min stolte Furu ned;
førend et Qvarteer var gaaet
laa den skjændet, kløvet, flaaet,
livløs, stympret, dødninghvid!
Siden har jeg tro den fulgt,
siddet sorgfuld hos den Dræbte.
Tomtegubben nemlig slæbte
med man hid, i Malmen dulgt.
"Sorgfuld" siger jeg? Nu vel!
Sorgfuld nok, men ikke stedse.
Sorgens lange mørke Dage
stundom fik en lystig Qvel,
fuld af jublende tilfredse
Stunder, uden anden Klage
end, at de hensvandt saa fage.
Speider op mod Husets Tag!
Staaer der ei: "For Vid og Smag?"
Engang (dengang Falsens Muse
var i denne Hal tilhuse)
vare disse Ord, saa stolte
og beskedne, overholdte,
ja saa sande
som et Smiil paa ærlig Pande,
og jeg saae ifra min Sprække
i min gamle Væggestok,
at de gode Normænd nok
kunde op Talentet vække,
more sig, de gamle gode
Oldefædre,
meget bedre
end de Sønner, som forlode,
under Skin af Frygt for Drik,
Fædres Sæd og Tænkeskik . . .
more sig, ja saa af Hjerte,
at jeg glemte bort min Smerte,
og af bare Lystighed
spilte bag Kulissen med.
Derfor siig, har Nogen fundet
ei min Rædsel velbegrundet,
da jeg er saa bedre vant
til den gamle Tid i Norden,
da det ægte Joviale
og det sande Geniale
var saa norskt og dog urbant,
naar jeg hører sagt for sandt:
Tempelet for Vid og Smag
fra idag
ubetænkt er aabnet vorden
for en vildsom Flok Studenter?
O jeg venter . . .
O jeg venter . . . Tys! For Gud,
Banden alt er sluppen ud -- --
Veed I hvad? Det an nok gik.
Mere end jeg turde vente!
Saa en Lusing jeg fortjente
efter ny Theaterskik.
Jeg vil tage
hvert bagtalersk Ord tilbage,
dømme mig til op at tygge
selv min stygge
altfor overilte Dom.
Eftersmag fra bedre Dage
mig iqvel
pa
Tungen kom.
Bare, bare
I, højstærede Studenter,
ei paa Divertissementer
lade det for længe vare!
Tænk, jeg venter!
Tænk jeg venter i mit Fængsel
bag de blegnede Tapeter,
mellem slumrende Lampetter!
Tænk min Længsel!
Tænk dens Qval naar den bedrages!
Tænk jeg henter
ikkun Liv og Lyst fra disse
Lampeglimt fra gamle Dages
snart hensmuldrende Kulisse!
