Lad-Hans

Mel. Ifjor jett'æ Jeita ti djupaste Dalom etc.

Det Guld er tilvisse ei meget at rose,
som drypper ei Kobber i Armodens Pose.

Men, Ladhans! idag faaer du ikke en Skilling;
thi Lediggang, seer jeg, er al din Bestilling.

Og Dovenskabs Tiggen i Gavmildheds Hæle
vil ei den alene, men Nøden bestjæle.

Men hør, hvad jeg siger! Det gavner tilvisse
dig mere, min Gut, end en Dalers Almisse.

Dog mærke du først, at du Hjælpen forsager,
hvis Raadet du kun gjennem Ørene jager.

Den Sult maa arbeide, som lyster at æde.
Den Armod maa spinde, som vil sig beklæde.

Det Brød, jeg vil spise, det maa jeg vel hente.
Thi førend det flyver til mig, maa jeg vente.

Gud giver hver Fugl nok dens Frø til at æde;
men ikke han kaster det hen i dens Rede.

Og det er en Regel, du vel bør at vide:
Hvo Kjernen vil spise, maa Nødden først bide.

Og glem ei, at, hvile en Fattigmands Hænder,
da hvile medrette vel ogsaa hans Tænder.

Hvor griner du, Ladhans, som Arbeide hader;
men Flittighed leer, som i Sveden sig bader.

Og Den, som vil dovne sig Ugen tilende,
vil Gud ingen Sabbath derovenpaa sende.

"Godvilje", den Smaagut, har, sig til en Ære,
optrukket det Vognlas, "Drog Rise" lod være.

Den Rise var "Doven Drog" -- Tosken, som undred
sig over, om Fjeren ei veied et Hundred.

Tag fat paa dit Værktøi, min Gut, uden Votter!
Med Handsker paa Lab fanger Katten ei Rotter!

Den Flittige faaer vel et Huus af en Hytte.
God Spinderske ofte sit Linned kan bytte.

Men let vil det Barn, som ei lærer at virke,
først stjæle i Naalehuus, siden i Kirke.

Sin Løn maa paa Haanden Arbeideren have.
Tag glad imod Løn, men saa glad ei mod Gave!

Et Haandværk, om end det er sodet om Munden,
af skinnende Guld har sin Hjerterod tvunden.

Reent fattig er Ingen, thi Tiden er Penge;
men ikke som disse den gjemmes kan længe.

Og det er en Sandhed, vel bedre end Penge;
"Hvo hjælper sig selv, hjælper Herren, den strenge."

Og, trykker dig Armods Elendighed svare,
da laan af dig selv ved at virke og spare!

Et Fattigmandsbarn, som gjør Træskeer, kan hænde
ei, før det til Gjæst bee'r al Bygden, vil ende.

Thi Flid, som sig gifter med Tiden, til Smykke
har Glæde, og Barnet, de faae sig, er Lykke.