Peter Treschow-Hanson, lærer ved krigsskolen

(I ELEVERNES NAVN)

(Mel. Hvo ved, hvor nær mig er min Ende).

Før Jordpaakastelsen.

Nu er det gamle Hjerte stille,
som slog for os, -- nu er det tyst.
Bag Dødens Skyggers mørke Skille
      det straaler nu i saligt Bryst.
Til Lysets Aanders Himmerig
Hans frie Sjel har svunget sig.

Nu da Han bleven er en Borger
      i Republiken i det Blaa,
ham smerte ikke meer de Sorger,
      som han i Sagas Roller saae.
Hist seer han Idealets Digt
paa eengang sandt og virkeligt.

Dog vil han see fra Aanders Sfære
      til sine unge Venner ned:
Hans Salighed vil ei undvære
      vor sørgende Taknemlighed.
O, engang Han sin Ròs af den
fornemme skal i Himmelen.

Efter Jordpaakastelsen.

I Gravens Dunkelhed forsvunden
      er nu vor elskte Lærers Leer;
men gjennem Grav og Mulm forbunden
      Hans Sjel med vore Sjele er.
I evigt takfuldt Minde har
vor Kjærlighed hvad Os Han var.