Moderens korstegn over barnet
"Vist, Barn, er Spurven iaften mæt.
Han sidder alt under Taget tæt.
Han op skal aarle, at hilse fra Tag
Jesu velsignede Fødselsdag.
Thi spiste han tidlig sit Julekvels-Maal;
hvert Korn han pilled af Gyldenskaal.
Gud signe dig dog, som spørger derom!
Det husker Han dig i din Alderdom.
Bliv graa som Spurven -- der kommer den Tid --
Han sender dig altid en Julefest blid.
Nu takke du Gud for du selv er mæt
og for den liflige Julekvelstvæt!
Thi nu, mit Barn, du uden Skam
gjerne kan lege blandt Himmelens Lam.
Med Kors paa Pande og Kors paa Mund,
sov sødeligt nu til Morgenens Stund!
De Korstegn svæve, til det blier Dag,
da op og ned paa dit Aandedrag.
Som spaltede Rosenkviste i Luft
de svæve dig over med liflig Duft.
Men naar det gryer ad Dag igjen,
og Aandedrættene tystne hen --
Da staar ved dit Leje Jesus alt,
saa skjøn som Drømmen ham af har malt.
Og flux paa dit dalende Aandedræt
han fanger de svævende Rosenkors let.
Dem flytter han saa til Vinduet hen.
Der seer om Morgnen du dem igjen.
-- Vaagn op da, Barn! Det er Juledags Gry.
Spurven alt sidder i Neget paany.
Op, op! og se den deilige Flor,
som over det hele Vindu gro'r!
Den maa du tyde, den Billedbog!
Den taler din Juledrøms eget Sprog.
Det er dine Drømme den Julenat,
i Glas og Ramme af Englene sat.
Men mellem det Alt du finder dog vist
de tvende Korstegn af Rosenkvist.
Du der kan se Paradiis, om du vil.
Den Mængde af Blommer strækker nok til.
Blandt Blommernes Mængde og Stjernernes Flok
du finder de blomstrende Korstegn da nok.
Thi Jesus selv i det Drømmespind
som herligste Pryd har flettet dem ind.
De freded din Slummer og gjorde, at Du,
o Elskede, drømte med Englenes Hu.
. . Du græder, mit Barn, fordi de forgaa?
To nye min Haand skal dig tindrende slaa.
Før bliver paa Funker Fyrstenen arm
end paa sin Kjærlighed Moderens Barm.
Og Moderens Kjærlighed ene det er,
som gjemmer betroet det Korsets Myster.
Hun Korstegn kan slaa, der straale med Klang,
som om af smaa Sølvklokker fulde de hang.
Hun Korstegn kan slaa om de elskede Børn,
som laae de under bredvingede Ørn.
Var Barnet hiinsides Havet, jeg tror
som skinnende Seil didover det foer.
Saa bæres da Barnet, det værnløse Kryb,
imellem to bundløse Kjærlighedsdyb:
Imellem en Moders Ømhed og Hans,
der gav med sit Hjerteblod Korset dets Glands."
