Auktion over "grotten"

Nu skal jeg blive -- o saa arm,
      saa arm som ribbet Straa:
            mit Huus og Grund,
            min Hest og Hund
      skal sælges nu i denne Stund.
Men jeg har Noget i min Barm,
      Juristen ei skal naa.

Det er et Hjerte med et Slag.
      jevnt som mit Stueuhr.
            I al min Nød
            en Viin saa sød
      jeg har dog i dets dunkle Skjød.
Begeistret er deraf hver Dag
      min freidige Natur.

Men engang i min Ungdom gik
      det kanske lidt for fort.
            Af Bondens Ryg
            en Igle styg
      jeg vilde rive altfor snyg;
men selv jeg fik et giftigt Stik,
      et Ar saa dybt og sort.

Kanhænde er det Overtro,
      kanhænde ikke med;
            men Tanken har
            jeg ganske klar,
      at for min onde Geist kun var
den giftige og sorte Slo
      som Puppens Gjemmested.

Begyndt er nok Auktionen alt.
      Tænd mig en Pibe nu! . . .
            Ræk mig lidt Vand! . . .
            Jeg er en Mand;
      dog stundom svimler ogsaa Han.
Mit Huus er med min Sved betalt;
      det kom mig blot ihu.

Kanskee nu i min Hytte skal
      en Høker fæste Huus.
            Min kjære Pult
            skal blive skjult
      af Flesk og Ost og Smør og Smult;
Øl trilles ind i Grottens Hal,
      Kognak og Spiritus.

Lad gaa! lad gaa! endskjøndt jeg før
      mit vakkre lille Huus
            saae ødelagt
            af Ildens Magt,
      af Lynild tversigjennem jagt.
Til Vaaren ligger dog et Slør
      af Blomster paa dets Gruus.

Lad Huset gaa! men Brunen skal
      en ærlig Kugle faa . . .
            Her er en Hud . . .
            Kom, gjør et Bud!
      Det Hul ei skjæmmer Tingen ud.
Men kjøb min Hund ei; dit Befal
      den vil dog ei forstaa.

Jeg finder vel et Tag et Sted;
      og er det ikke nok?
            Snart fire Bord
            og sex Fod Jord
      er nok for aldrig En saa stor.
Min Genius skal flytte med,
      min Viv, min Dueflok.

Istedetfor min Pult et Bræt
      paa Knæ jeg breder ud . . .
            Kom, kjære Viv!
            Din Haand mig giv!
      Paany begynde vi et Liv.
Men er det værd? Hvis Du er træt,
      da lad os gaa til Gud.

Jeg længe har paa Himlen se't;
      meer stærkt er Stjernens Blink.
            Mig syntes med
            ved Søens Bred
      den var meer blaa -- som Klokkers Bed.
Hjælp mig, min Viv! Jeg veed ei ret,
      om det er Himlens Vink.

O! Stjernen blinked ikke saa,
      saa blaaned Søen ei,
            som hendes Blik;
            en Straale kvik
      mod Himlen skjød, en øm jeg fik . . .
Kom, Viv! nu kan vi trøstigt gaa
      i Verden ud vor Vei.