Mulig forvexling

Beholder Maanen, Poeter!
      Dens Væsen er mig for flaut.
Min Maane er gamle Moer Sæther
      i hendes snehvide Skaut.

Paa selve Rigshospitalet
      jeg saae hende hver en Nat.
Hun kom igjennem Portalet
      i Skikkelse af en Kat.

Den Portner sig klø'de bag Øre:
      "Det var da en underlig Puus."
Man Væsen af Katte bør gjøre
      i Bygninger fulde af Muus.

Men under mit Vindu kommen,
      flux skiftede Katten Ham.
Der stod i Skaut og i Kaabe
      en pyntelig gammel Madam.

Ad Vinduets Glar hun længe
      som Maanen stirred ind,
saa Begge jeg forvexlet
      har vist i Febersind.

Hun nærmer sig, Hun nærmer sig
      som Maaneskinnet stilt.
Hvem sidder der? Nu kan jeg kun
      fortælle Resten vildt.

Saa skinner ei Aftenstjernen,
      ei Mars'es Karneol,
som Lægedraaberne funkled
      i Tryllerskens Phiol.

Der sad Hun som af Fosfor,
      i Natdragt hvid som Sne;
dog lyste mod den Phiolen
      som Ild mod Lysetræ.

Der sad Hun som Lapmarks-Uglen,
      den hvide med guldguult Blik;
dog lyste mod det Phiolen,
      ja med et Iisblinks Stik.

Jeg tømmer et Primulabæger,
      en Aurikel med Nektarsaft
til Ære for gamle Moer Sæther
      og hendes Phioles Kraft.

Jeg trende Draaber smagte,
      og deraf Følgen blev
de tre Minutters Helse,
      hvori jeg dette skrev.