Anden nat paa hospitalet

Ad hvad jeg vil fortælle
      vil lærde Doktor lee.
De Folk i Maanen Maanen
      og intet Andet see.

En himmelsk Nonnes Aasyn
      den Syge seer uden Spøg,
en himmelsk barmhjertig Søster,
      som gjør ham et Besøg.

Precis som det var lovet
      gik Maanen igjen forbi.
Den bar saa deilig en Guldkurv
      med hvide Roser i.

Hun kasted dem indad Vindvet;
      de spredtes paa Gulv og Seng.
Af Dugg end Kvistene glittred,
      hver liig en Sølverstreng.

Saa reent de Roser lyste,
      ak, at min Haand saa hvid
blev sort, som om den havde
      i Graven alt lagt en Tid.

Min himmelske Nonne hvisked:
      "i Rosernes Blegheds Skjær
Du Skjønhedens egen Farve
      og Himmelens Aanders seer.

Den skal Du dig udkaare,
      ja med en Ridders Mod;
for mine hvide Roser
      udslukke de rødes Blod.

Udslukke dem paa Kinden
      og paa din Læbe med.
Naar Du er bleg som min Rose,
      da har din Smerte Fred."