Paa hospitalet, om natten

Igjennem det store Fønster
      Fuldmaanen stirrer ind.
"Ak, ligger du der, min Elsker,
      vel blegere end mit Skin?"

"Jeg gik forbi din Hytte;
      paa Arnen var ei Glød,
paa Væggen stod Uhret stille,
      i Vinduet Rosen død.

Nu gaar jeg til Stjernehaven.
      Der falder Dugg saa sval.
Jeg den din Feber bringer
      i mine Horns Pokal.

Nu gaar jeg til fjerne Høje,
      hvor Evighedsblommer gro.
Fyldt er med Livsenshonning
      Nektariets Gyldensko.

Jeg gaar til Drømmenes Rige;
      jeg fanger et Par saa smukt.
De skulle med Vifter jage
      din Pandes Sved paa Flugt.

Om fireogtyve Timer,
      imellem Eet og To,
du kan igjen mig vente
      med Helsebod og Ro."

Mens Maanen har sin Sanger
      frelst med sin Panacee,
om Hospitalet siges,
      der Underværker skee.
Saa gaar det til i Verden,
      saa skiftes Æren ud.
Den kalder sig Bjørnens Skytte,
      som kjøber kun dens Hud.