Norrøna-stammen.

Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søk
(4 November 1864).

 Norrøna-stammens længsel,
den var det frie hav
og kampens gude-trængsel
og æren, som den gav; -
var stordåd og var tanker
med rod i Surtrs ild,
med grene uden skranker
og top i Ygdrasil.

 Gik hver sin vej, hver frænde,
hverandre tit til mén;
vort sejers-løb var trende,
men æren, den var én.
Hver fik sit kald af tiden,
Normænd og Daner først;
om Svearne kom siden,
så kom de også størst.

 Som sol sken Danmarks drage
i Vest- og Østerled,
Normanna-åndens sage
svang helt til Jorsal ned.
Af gnisten, Svea stamme
fik tændt på Polens is,
gir Lützens sejers-flamme
end halve verden lys.

 Først Norsk og Dansk til ening
i hårde tider kom,
men Sagas større mening
fik mindre mænd vendt om;
så Norsk og Svensk til ening
i tidens fylde kom,
og Sagas større mening
skal mer ej vendes om.

 Der er en spådoms-ævne
i folke-åndens trang:
Norrøna-stammens stævne
til stordåd end engang.
Hver fest-dag, som vi fejrer,
må være løftets dag:
den synker ej, den sejrer,
vort blods, vor stammes sag.

av Bjørnstjerne Bjørnson.

Skriv noe positivt og fornuftig
Alle fornuftige kommentarer er varmt velkommne her på Norske Dikt. Dersom De ikke er hypp på å skrive anonymt kan De registrere Dem og/eller logge inn. Det er ekstra gratis.