Norrøna-stammen.
Norrøna-stammens længsel,
den var det frie hav
og kampens gude-trængsel
og æren, som den gav; -
var stordåd og var tanker
med rod i Surtrs ild,
med grene uden skranker
og top i Ygdrasil.
Gik hver sin vej, hver frænde,
hverandre tit til mén;
vort sejers-løb var trende,
men æren, den var én.
Hver fik sit kald af tiden,
Normænd og Daner først;
om Svearne kom siden,
så kom de også størst.
Som sol sken Danmarks drage
i Vest- og Østerled,
Normanna-åndens sage
svang helt til Jorsal ned.
Af gnisten, Svea stamme
fik tændt på Polens is,
gir Lützens sejers-flamme
end halve verden lys.
Først Norsk og Dansk til ening
i hårde tider kom,
men Sagas større mening
fik mindre mænd vendt om;
så Norsk og Svensk til ening
i tidens fylde kom,
og Sagas større mening
skal mer ej vendes om.
Der er en spådoms-ævne
i folke-åndens trang:
Norrøna-stammens stævne
til stordåd end engang.
Hver fest-dag, som vi fejrer,
må være løftets dag:
den synker ej, den sejrer,
vort blods, vor stammes sag.
av Bjørnstjerne Bjørnson.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer