P. A. Munch.
(1863).
Mange former har det Store.
Den, som her gik bort, han bar det
som en tvil, der tog ham søvnen,
men til slut gav åbenbaring, -
som en øjets større se-kraft,
der gav syner med en smærte
over det, som ej kan ses, -
som en flugt igennem arbejd
fra det tænkte mod det visse,
fra det visse mod det ante, -
rastløs hast og ildfuld veksel
med en Guddoms-opfyldt uro,
der igennem-stormed verden,
tog dens last af tvil og tanker,
bar dem, kasted dem - og tog dem
aldrig træt, dog uden hvile.
Stille, han kente en eneste havn:
familie-livets forsoner!
Lysmilde magter fik ham i favn,
vugged med farver og toner.
Ret når hans hustro spilled ham ind,
ind mellem duftende birke!
Ind mellem blomstrene, længere ind,
ind under granskogens kirke!
Døtre sig nærmed, en for en,
svaled hans hede pande,
vifted ham luften uskyldsren,
nævnte det barnesanne.
Snart var han midt i den livligste leg,
alt mellem farver og toner,
skyerne gled, og på himmelen steg
tindrende millioner.
Men som kornmo i en dunkel,
stille, drømfuld høstkvælds hvile
skræmmer tankerne mod uvejr, -
eller som et slag i båden,
når den glider som i søvne
ind imellem høje fjælde
i en rolig, luft-let vårnat, -
kun et enkelt sagte slag, og
ekko tager det og jager
ifra fjæld-væg og til fjæld-væg,
trosten vågner, årren skriger,
dyret rejser sig og lytter,
stene triller, alt er oppe,
hunde varsler, bjælder skingrer
og al dagens strid er kommen, -
sådan kunde en erindring,
falden dun-blødt midt i legen,
vække tankens alle skarer!
Og så jog det gennem verden
og så brant det i hans inre, -
men det blev til lys for andre!
Racers udspring, ords forgrening,
navnes herkomst, loves slægtskab,
småt og stort i lige smærte,
lige hast og tvil mod målet. -
Der, hvor andre kun så stene,
så han glitre, så han funke,
hugde han sig gang mod gruben.
Og hvor andre stod for funnet,
sikre nu i et århundre,
fik han tvil og grov i bunden
dag med nat - og så det synke!
Men den uro, som gav kraften,
drev ham tit udover målet;
for den klarhed, han gav andre,
nye anelser bedrog ham.
Derfor: hvor han havde været,
vilde han ej mer tilbage,
skifted stof så tit som arbejd,
flygtende for egen tanke.
Men det tænkte slap ham ikke,
fulgte voksende som ilden,
kastet i Brasiliens skoger,
følger stormen, følger stormen!
Hvor en fod ej før var kommen,
bræntes vej for millioner! -
- - Nordens lande strækker brystet
op i Nordis-havets tåge,
vinter-månedernes mørke
trykker fjældene og havet.
Og som landene, så folkets
hele udspring og dets hidkomst
strækker op i mulm og tåge.
Men som fyr igennem tågen,
men som nordlys over mørket
glimted lysende hans tanke.
Øm som om sin faders minne
søgte, spurte han det mindste
for at finne folkets veje;
navne, grave, rustne våben;
stene fik han til at svare.
Over Asiens urskog-fjælde,
gennem sand og øde stepper,
bagved tusen års formuldning
så han spor af karavanen,
søgende sit hjem mod norden.
Og som floderne de fulgte,
fulgte dem hans rige tanke,
strømmende mod verdens-altet. -
- Se dog hvad hans uro skabte!
Se, den vilde blot forsoning,
fant den ej, men underfulde
ny opdagelser og veje,
- ret som hine alkymister,
der i søgen efter guldet
fant ej det, men andre kræfter,
som idag bevæger verden. -
Der var dybest i hans væsen
den modsætnings kraft, at tanken,
slået an af nordens Saga,
toned, bæved i melodisk
evig længsel imod syden! -
Ilden i hans brune øje,
glimtet af hans tanke havde
slægt med improvisatorens
i de varme drue-lande.
Og hans lette stemnings-veksel
og hans fyrighed, der kunde
trælle de udslagne vintre,
men til infald kaste frugten, -
hin umådelige rigdom,
hvori tanker, luner, toner,
glæde, smærte, leg og alvor
uden ophør glimted, spilled, -
det var som en dag i syden!
Derfor var hans liv en rejse,
en ustanset imod syden!
Gennem anelsernes tåge,
fra det dunkle mod det klare,
fra det kolde mod det varme, -
og hans eget arbejd broen,
som bar over fjæld og hav-strøm! -
- - O, den stund han med sin hustro
og med sine lege-søstre
(barne-glade, friske døtre!)
stod, hvor aftensolen lyser
over Kapitol og Forum! -
stod, hvor verdens-hovedstaden
som historiens egne kilder
vælter kunskab frem af jorden! -
hvor en klarhed, stor som luftens,
falder over de år tusen,
som er gangne der til hvile! -
hvor han som historie-forsker
ifra norden måtte synes
have roet om i skodden
på de dybe, store fjorde; -
stod, hvor døde sprænger mulden
og fremtriner selv som vidne
i den svære marmortoga; -
hvor gudinnerne fra Delos
danser ind i fresko-salen
som to tusen år tilbage; -
Panteon og Koliseum
kunne rumme i sin skæbne
verdens skiftende udvikling; -
hvor en Hermes hist på hjørnet
skued Cato, der han skred som
Pontifeks i processjonen, -
skued Nero som Apollo
løftes op og tage offer,
skued Gregor, ham den vrede,
ride frem som åndens hersker
over al den kente verden, -
skued Cola di Rienzi
dyrke frihedens gudinne
under romer-folkets jubel, -
pave Leo og hans store
vælge for den herre Jesus
Aristoteles og Plato; -
men så atter stærke tider
rejse den katolske kirke, -
intil Franskmænd kom og jog den,
og naturen blev til Guddom, -
men påny de gamle fromme
i de stille processjoner
med et lam som verdens-hersker! -
Alt det så den lille Hermes
der på hjørnet bag ved templet,
og den vise mand fra norden
så hin Hermes og dens syner. -
- Ja, da han stod over Roma
i historiens høje klarhed,
og hans øje stræbte langs med
bjærgets ryg mod aften-røden, -
da gik alle længslens stråler
sammen i en salig anen,
da, - da så han i en kirke,
som var større end naturens,
og en fred han følte dale,
der var mer end øjeblikkets. -
- Og da anden gang han kom did
gennem dages, nætters arbejd,
ak, som galdt det hans forløsning, -
da gik Herren selv tilmøde,
førte ham didop og sagde:
tag nu fred; nu har du vunnet!
Men til os, som vilde klage,
vendte han sig om og sagde:
"når jeg kalder, hvem tør sige,
at den kaldte ej var færdig?"
Den, som dør, han her var færdig: -
Se, det tror vi midt i smærten;
tror, at han, som giver uro
(hin opdagelsernes uro,
som drev Newton, drev Columbus),
også ved, når ro skal falde.
Men vi spørger, mens vi stirrer
efter hine tankens skarer,
der opløste farer hjemad:
hvem skal anden gang dem samle?
Ti når han skar op en krigs-pil,
mødte lændermænd og bønder,
og til hjælp fra Sverig, Danmark,
England, Franken raske skuder
fløj på havet mod hans mærke!
Den uhyre konge-flåde
lå til-ankers under landet;
vante var vi til at se den
eller til at spørge nyt fra
dens erobringer og togter.
Hvad den vant, vi har for evigt;
men den selv har nu fåt hjemlov.
Sammen står vi, ser det sidste
sejl i horisonten tone,
vender så og spørger sagte:
hvem skal anden gang dem samle?
av Bjørnstjerne Bjørnson.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer