Scenery. Engelsk efev
Men se forud! se mod Norden!
Forud se, hvad Perspektiver,
Tepper liig, der rulles op,
Hampshire'-Fjorden,
ret som et Kaleidoskop,
snevrende sig sammen, giver!
Som forelskte i hinanden,
nærme begge Kyster Stranden,
saa at Fjorden mellem dem
som en Flod sig lister frem.
O, saa maae
hedenfarne Saliggjorte
kunne skimte
gjennem Himlens aabne Porte
Paradiserne fremglimte,
som de engang skulle naae!
O, det er at speide i
naadig Skabers Fantasi,
da Han, efter i sin Vælde
skabt at have Nordens Fjelde,
Alper steile,
Himalayas Gletscherspeile,
overlod sig til en stille
salig Skaberglædes Nyden
og Miskundsomhedens milde
overstrømmende Indskyden!
Mere bløde Linjerækker
fine Pensel ei i glatte
Olje trækker,
slaaer ei blidnet Døningbølge
eller gyldentunge Ager,
over hvem en Luftning jager,
end de grønne træbesatte
Hampshire's Høje, som forfølge
paralelt hinandens Flugt
langsmed Fjorden,
alt som dybere mod Norden
denne skyder ind sin Bugt.
Da fornam jeg grant, hvordan,
mine Fædre (mine; thi
under Sognefylkes vilde
havomskvulpte steile Kyster,
gjennem stærke Kjæmpebryster
vælded frem den varme Kilde
til mit eget Stammeblod) --
da, ja da jeg klart forstod,
hvordan Nordens ørnefri
Viking og alt halvdeels velske
ridderartede Norman,
under Vilhelm Landestormer,
kunde dødeligt forelske
sig i dine skjønne Former,
kvindefagre Engelland;
ja hvorlunde
Hjemmet de forglemme kunde,
sønderrive Hjertets Rod,
saa de evigt det forlode,
for at pode
ind i hint sit eget Blod.
Fæstet end af deres Fødder
rundtom i Ruiner stod:
Hvor iland de satte Fod,
reiste de et Taarn til Mærke,
ligesom i Romas Dage
Seierherrens Landsestage
boredes af ham i Jorden.
Og de staae der end de stærke
Normanstaarne til et Tegn,
at af dem erobret vorden
er den hele skjønne Egn.
Men en større, skjøndt ei værre,
Seierherre
har ved hine tandudskaarne
William-Conquestor-Taarne
sig med saadan Magt indfunden,
som om Grunden
var hans egen Odelsmark,
som igjen han vilde tage.
Ungdomsskjøn, hvorvel af Dage
ældre end en Patriark,
født vel før end Hors og Hengst,
har han Taarnenes Baroner
overlevet
og paa Taarnene forlængst
sit Familiebanner hævet, --
Krandse hængt og Sejerskroner,
over hvert et Buehvælv,
hver Gesims, Karnis og Karm
med Familiefarven smykket,
ja de faste Taarne selv
hist og her isøndertrykket
med sin egen stærke Arm.
. . Stærke? O hvor synes vege
denne Seierherres Arme,
strakte ud kun til at lege,
mens dog det Naturens Blod,
som besidder varigst Varme,
rinder fra hans Hjerterod!
Thi den Taarnenes Betvinger,
stolte Slægters Overlever,
Han, som sine Fænniker,
op ad Murens Steilhed stegen,
trædende paa døde Grever,
fra Ruinens Tinder svinger,
ikke nogen Anden er,
end det gamle Englands egen
odelsbaarne,
symbolvalgte, dunkelgrønne,
evigen ungdomlig-skjønne
Efev, voxet vildt afsted:
Englands stolte Eges kaarne
trobevarte Kjærlighed,
Planteverdnens Ganymed.
Lad i Portsmouth hine Rækker
af Kaserner bli'e forladte,
lad the Queens Tredobbeltdækker,
Flaadens Skibe, et for et,
blive op paa Landet satte,
raadnende og søndersprukne,
Hvale liig, der gispe, trukne
op paa Stranden i et Net
-- o før trende Aar er' rundne,
Flaade, Fæstninger og By,
Citadeller og Kaserner
ville være overspundne
af et Efevvildnis, svundne
sporløst, som en Klase Stjerner,
naar du søger dem paany,
blevne borte i en Sky.
Ind og ud ad hver en Port,
hvert et Vindu, sønderslaget,
paa de øde Byruiner,
udad høje Mezzaniner
slangemægtig inden kort
kaade Efev vilde gro;
langsad Ribbene paa Vraget,
ind- og udad langs de sorte
Dødens Munde, Skydsets Porte,
armtyk, eviggrøn sig sno;
stærkere end Ankertouge
sammenknytte Flaadens Bouge,
sammenflette kabbelfast
Raa til Raa og Mast til Mast;
til dem takle
med sin seige lange Rakle,
som med ægte Baadsmandskast.
Ja, om London ud var død,
om dets Millioner gjøre
Ende paa den Kamp de føre
mod den grønnende Natur,
stedse flyttende sin Muur
længer ud i Landets Skjød,
og om de forlode det,
mylrende ad alle Stræder,
Orme liig, der alt har ædt,
Staden, som bestaaer af Stæder,
levnende det Øde, som
over Eufrats London kom,
over stolte Babylon,
Ninive og Ktesifon: --
da, da inden Somre faa
vilde Engellands Vedbende
seirende tilbagevende,
brolagt Gade sønder slaa,
over London-Bridge sig spænde,
sammenknytte
Lordens Borg Kartistens Hytte,
rundt St. Paul Guirlander binde,
med sit Net af Blade spinde
gamle Tower
ganske som en Kube over,
gjøre Bondstreet til at see
som en hvælvet lukt Allee,
hver af Squarernes Kvadrater
til et yndigt Skovtheater,
hvor Irisker og Stillidser,
bag de levende Kulisser,
under hvirvlende Musik,
smukke Elskovsskuespil
med et stort Talent opføre,
men hvortil
spodske Stære see og høre
under skjærende Kritik: --
gjøre London til en Skov,
hvori selv St. Paul fordølges, --
til et Vildnis, hvor kun følges
vilde Skjønheds Ordenslov --
Paradiis for Millioner
Finker og Papilioner;
og paany fra Himlens Blaa
skyldfriblevne London vilde
klare og forsoningsmilde
Straaleblik af Solen faa,
-- ja, det samme maaneblide,
stjernestille, gyldenhvide
Foraarssolskin, som paa Landet
flyder, med et Gjenskin blandet,
over Tagene af Straa.
. . . O saa yndigt Solskin mindes
jeg den Dag vi Spithead peiled,
da vi ind St. Hellens seiled,
over hele Egnen lagt,
skjøndt med endnu større Pragt,
saa at Øiets ømme Lindse
maatte blindes,
af de klare Straalers Magt,
om et Blik mod Himlen voves.
Herligst dog det syntes glindse
over lundomhegnte Cowes,
som om Solen her opdaget
havde yndigst Sted paa Jorden,
Syden for en Dag bedraget,
og paa denne Plet i Norden
øst sin bedste Fyrighed
over denne Landsby ned: --
hele Luften blaaforgyldt,
med en Glimmerglands opfyldt,
med et Spil af Farvetoner,
som om den af Millioner
pludselig i Glød antændte
Diamantsafirer brændte.
