Yachtclubb-flaaden

Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søk

O Farvel, Spithead! Som sorte
Punkter Skib for Skib forsvinder.
"Caledonia" selv er borte,
Caledonia selv, at see
seilbedækket ret som tre
svimmelspidse Snebjergtinder.
Portsmouths mægtige Belæg
af rangerede Kasteller,
et for et, som Punkter hvide,
sees, dalende saa sagte
      som forjagte
stilleblevne Tidselskjæg,
under Horizonten glide.
Og af Aandens Sejersmærker,
Menneskenes Underværker
næsten træt og overmæt,
      Øjet søger
til Naturen, hvor den spøger,
      følger heller
Højene om landligtblide
skjønne Cowes, af hvis blaa
solbelyste blanke Tage
hist og her vi et at rage
frem af Lunde af Moreller
Poppler og Kastanjer saae.

O hvad yndig Blanding af
Stad og Landsby, Land og Hav!
Mellem hine Tage blaa
skimted gule frem af Straa;
tamme Duer ifra Byen
viden over Fjorden sværmed
midtiblandt dens vilde Terner;
snart med djærve Vingekast
cirklende de under Skyen
lyste hvide frem som Stjerner,
snart de klapprende sig nærmed,
sænkende sig paa vor Mast.

Og, at Alt ved Cowes skulde
være nydeligt tilfulde,
laa der, ringet ind af Lunde,
paa en Bund, hvor Sølversandet
perleglindste gjennem Vandet,
adspredt henad Calshots Kyst,
en saa underdeilig Flaade
at man gjerne tænke kunde
den med Alfer var bemandet,
bygget kun til Feers Lyst, --
ja en herlig Flaade atter
af Korvetter og Fregatter,
meget større ei end Baade,
      Skjønmodeller
til de Store udenfore
Portsmouths Rad af Sjøkasteller,
saa den lille Landsbys Rhed
var et Billed af Spithead,
med bevimplet Skov af ranke
Master, vajende og slanke,
smekkre Epilobier liig,
der paa Kanten af en øde
      Hedes Banke,
enkelte som Ax, med røde
Purpurblommer hæve sig.

Det er Yachtclubb-Flaaden. Ah!
Yachtclubb-Flaaden? Ah, ja se,
nu, nu lægger En ifra!
Ledig Dandy vil maaskee
skyndsomst fra Catania
til en Lady, som er daanet,
hente i krystalne Glas
Is, som er paa Ætna blaanet?
eller -- til en bedre Spas --
til en Viscountesses Tørste
fra Vestindien allerførste
gyldenmodne Ananas?
Ja hvem veed (hvis nu Mylord
for en Belesprit har Ord)
om His Grace i Hu ei randt
nu da Routen ud er sovet,
at paa den igaar galant
i den glimrende Salon
han paa Æresord har lovet
Morgan eller Blessington
frisken Krands Orangeblommer
hentet fra Messinas Sommer
af ham selv og det direkte?
Thi Mylord har Tid nok jo,
og de høitberømte To
ingen Bøn han kunde negte.

Nei, paa Yachten, som vi saae
fra de andre ud at staae
seilbedækket os imøde,
flygtet Yndlingssvane liig,
som med Guldring om sin lange
smekkre Halses Sølverslange
blandt de andre vilde graae
paa et Kjern i Nordens Øde
som en Dronning viser sig --
der ombord hvor tæt dog vrimle
Dandys ved Kahyttens Dør,
mellem gyldenfryndste, blaae,
violette, rosenrøde
Parasollers Silkehimle!
Og af lange hvide Slør,
hviftende for lette Bør
Stjerner ud i sine Folder,
skinner Skandsen overalt
rundt en Amazongestalt,
som det gyldne Roer holder.
Ah, hvor nære
langskibs hun til Luvart kunde
lade Yachten trodsig skjære, --
farligt, skjøndt saa sikkert som
Somnambules Gang iblunde,
saa ei Damerne alene,
men de mustacherte pene
Herrer ogsaa, ganske blege,
med af Rædsel aabne Munde:
"La Duchesse! Duchesse! skrege . .
O, for Guds Skyld! Roret om!"

Allemand ombord i Briggen,
Allemand (ja Lodsen med)
Alle med udstrakte Hænder
stode, forat frelse Riggen,
langsad Rælingens Gelænder
i et ængsteligt Geled.

Da, just i Sekunden da,
kun en Alen knapt derfra,
Damen drejer raskt paa Roret,
just da hendes Navn af Choret
blev udraabt og Yachten vender
for at løbe ned i Læ,
viser Lodsens Blik og Hendes
Aasyn, at de begge kjendes.
Hans blev rædselsfuldt at see:
skummelmørkt, dog fuldt af Flammer,
Fakler liig bag Sørgefloret,
hendes Aasyn hvidt som Sne,
fuldt af en Gorgones Jammer.

"Johnny -- You"! sagt med en Stemme,
som ei lader sig forglemme
-- o, som om i Glas man skar
foran nervesyge Øre --
hørtes Ladyen at raabe.
      Meer at høre
var for dengang ei at haabe,
da hun af saa iilsomt bar.

Men hvad tænker Damen paa?
Er den Lady rigtig klog?
Op paany hun Yachten jog
til den Kurs den forhen laae;
og, idet hun vende lod,
saa dens Fraade os besneer,
kaster hun en Pung Guineer
klingrende for Lodsens Fod.

Men hvad tænker Manden paa?
Er den Lods vel rigtig klog?
Pungen iilsomt op han tog
og tilhavs saa langt han kunde
i et Nu den slængte saa
i de gridske Bølgers Munde.
Damen saae det. Hun og Alle
saae og hørte Pungen falde. .
Nei, ei den, nøiagtigt talt,
lod sig høre da den faldt;
thi dens grønne sølvindslyngte
Net blev sprængt af Guldets Tyngde,
saa at, da dens Indhold suste
Mynt for Mynt i Bølgen ned,
dalte sagte som et Blad,
sammensjunken, splittet ad,
Pungens Pjalt derefter med
just hvor Yachtens Kjølvand bruste.

Lodsen . . Ah, hvad gaaer af ham?
Andengang han jo paa Ærmet
tørker bort en Taares Skam,
som, hvor haardt imod han stred,
stedse svulmende sig nærmed,
til den trilled moden ned?