Sjøfugl

Nu mørkner langsomt det over hav;
alt bølgenes topper stiger
som hvite vinger av mørket frem,
mens rundt mig saa hæst det skriker.

Hvem er det vel, som vort kjølvandsspor
trutt følger til siste ende?
D e t t a p e n d e s h æ r! Jeg visste nok,
den røster jeg skulde kjende.

Thi ei har andre venner jeg hat,
saa langt jeg kan se tilbake,
end dem, som tapte i livets krig
og maatte av kampen drage.

Og noen var det, som gik til bunds,
mens andre saa fjernt fra lande
med smerteøine, med hæse skrik
støtt frister de salte vande.

Trods tænders gnidsel, trods nætters graat
paa jord de aldrig vandt fæste.
Si, hvorfor skal det bestandig gaa
just slik med de allerbeste?

Mig speider saa mangt et blik imot.
I vemod mins jeg de tider,
da barmen av drift og makt blev spændt
hvor livsangstens orm nu biter.

De sjælens vinger, som burde ført
dem høit over mængdens veie,
i avgrundens dybder bar dem ned,
tidt ogsaa til dødens leie.

Helt menneskelige paa jord de var
og derfor har mange gange,
mest dog i storm, deres nødsskrik lydt
som truende seiersange.