Spaniolen ved sin vens dør
(Frembrydende Nat. Man hører Havet bruse i Storm. En Baad vipper ved Stranden. Et Par Huse
ved Enden af en Gade. Spaniolen banker paa en Dør. En Mand med sin Huustro aabner Vinduet.
Kongens Genius sidder i Ravneham paa Gjenbotaget).
Lukop! Her er jeg frelst: her boer
en blodkjøbt Ven, en Fosterbro'er.
Hør ei din Ven! Hør Ravnens Skravl!
Ei spaaes godt fra Nabogavl.
Lukop! lukop, min Hjertensven!
Ved Gud og Alt, Du er det; men -- --
Lukop! Det gjælder Død og Liv!
Hør ei din Ven, men hør din Viv!
Du Broderskab til Døden svoer.
Jeg troer, ja i en Ruus ifjor.
Nei, Viv, med Blod han kjøbt mig har.
Sælg nu din Lykke gratis, Nar!
(Lukker Døren, men fatter sig, og vil opbragt aabne den).
Han er min Ven. Ti, Naboravn!
Bort, falske Qvinde, fra min Favn!
Min Hjertensven, velkommen! . .
-- Men,
da er Du ikke Kongens Ven . .
Fordømt! Ei Kongens Ven? Da bort!
Da tryggere i Dødens Port,
paa Havets Skum, hos Ulv du boer,
end hos din svorne Fosterbro'er.
Nu mellem os en Muur der staaer.
Din Blomst i Skyggen dens forgaaer,
for med sit Støv at gjøde min,
der klattrer op til Murens Tind.
O Nat bedæk, o Storm med Brag
du døve dog mit Hjertes Slag!
Hvor højt de tordne, jamrer med
i dem et Dødssuk af min Eed!
Din Ven en takfuld Taare har.
Ret skjønt, om du paa Bryst den bar.
Men Taaren, som en Konge der
kan græde, Demantstjerne er.
Velan! Jeg veed, at Kongens Harm
sig stiller mellem Barm og Barm;
ja samme Hjerte kløves jo
af Kongens Harm, det Sværd, ito.
Jeg ryster Støvet af min Sko.
Som Kongens Hal, saa Borgerbo.
Er han Tyran: i Mandens Sjel
er Venskab Politik -- Farvel!
ham; slaaer sine Vinger ud; Stormen griber i, og
Ha, veed du ei, at Kongens Harm
mod Vennen væbner Vennens Arm?
Hvi slog du ei?
Jeg drog mit Sværd . .
. . Men slog ei. Du er Døden værd.
Hvad gjorde I? At drage Sværd
mod fredløs Ven, er Stjernen værd.
Nu vel -- og kald det ei for seent --
Han faae sin Stjerne som fortjent!
av Henrik Wergeland.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer